Ny bog om god almen boligrenovering

I mange år har man ikke taget tilstrækkelig hensyn til arkitekturen, når man gik i gang med at renovere de nedslidte almene boligområder. Den nye bog Renovering af efterkrigstidens almene bebyggelser fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet viser, at det godt kan lade sig gøre at renovere almene boliger, så de får en højere kvalitet for beboerne, både når det gælder bebyggelsernes arkitektoniske udtryk, boligkomforten, bedre tilgængelighed og til dels også energiforbruget.



30. sep 2011 - SBi

 

Almenbog.jpg 

Bogen er skrevet af professor Claus Bech-Danielsen, seniorforskerne Inge Mette Kirkeby og Jesper Ole Jensen samt seniorrådgiver Søren Ginnerup. De har evalueret ti almene boligbebyggelser, der er blevet renoveret i perioden 2008-2010, og som er opført mellem 1941 og 1974.

”Bogen peger ikke på én renovering, hvor alle forhold er opfyldt til punkt og prikke. Hver af de renoverede bebyggelser byder på oplagte forbedringer, som det er værd at lære af, og som sætter nye standarder i forhold til 1990’ernes renoveringer, der ofte satsede på at ændre bygningernes facader ved at skjule montagebyggeriets mangler bag farvestrålende blikplader”, siger professor Claus Bech-Danielsen.

Landsbyggefonden har betalt en god del af de gennemførte renoveringer med midler, der er kommet til veje via lov om omprioritering af almene boligbebyggelser. Det er også Landsbyggefonden, der har bestilt og betalt den nye bog om evalueringerne, i håbet om at den kan give inspiration til fremtidige renoveringer af almene boligbebyggelser.

Den nye bog Renovering af efterkrigstidens almene bebyggelser kan bestilles i trykt form på sbi.dk, hvor den også kan downloades gratis som pdf.

Bestil eller download bogen


Del på Facebook
Skriv en ny kommentar
Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar
Der er 0 kommentarer til indlægget