Herregårdshaverne er en vigtig del af Danmarks kulturarv, men deres fremtid er alvorligt truet af forfald. Et forfald, der ikke umiddelbart sletter dem fra landkortet, men kan forringe og forenkle dem i en sådan grad, at de mister deres unikke historiske og arkitektoniske værdi.
Herregårdshaverne er en vigtig del af de kulturmiljøer, der udgør Danmarks kulturarv. I dag har vi få, men vigtige haver tilbage med arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, der kan betragtes som umistelige - og det forpligter. Men mange herregårdshaver er anlagt på et meget ambitiøst grundlag i en tid, hvor arbejdskraft var tilgængelig i rigelige mængder. Sådan er det ikke længere, og i dag kan det være en meget tung opgave at holde en historisk have på det høje plejeniveau, den oprindeligt var tiltænkt.
Nu giver ni offentligt tilgængelige demonstrationshaver og bogen "Herregårdshaver – eksempler på bevaringsstrategier" nye bud på, hvordan herregårdshaverne kan bringes ind i fremtiden. Bogen lanceres i dag i Bygningskulturens Hus i København i forbindelse med miniseminaret "Herregårdshaver i Danmark – er de en byrde eller en styrke for herregårdene?" og markerer samtidig afslutningen på Realdanias kampagne Herregårdshaver.
"Demonstrationsprojekter, seminar og bog viser muligheder for at bringe de historiske haver ind i fremtiden. Både ved at afsøge nye veje for bevaring og anvise målrettede metoder til pleje og drift, så haverne igen kan skabe værdi for herregårdene. Bogens løsningsmodeller kan bruges som inspiration og kombineret med besøg i de ni haver, der nu er åbne for publikum, kan man som ejer af en historisk have få hjælp til at komme i gang med sit eget renoveringsprojekt," siger Christian Andersen, projektleder i Realdania.
Miniseminar og lancering finder sted den 24. marts fra kl. 14.30 i Bygningskulturens Hus i Borgergade.
Resultater og viden fra Realdanias kampagne Herregårdshaver kan fremover findes på www.fremtidensherregaard.dk.
Køb bogen i Bygningskulturbutikken
