En meget karakteristisk bygning, der tager dig med på en arkitektonisk rejse fra barok og rokoko til det nyeste inden for dansk design. Samtidig emmer den af historisk aktivitet og har huset både kongelige, embedsmænd og kunstnere. Pressen inviteres med på eksklusiv tur bag facaden 23. maj med besøg på steder, som I med garanti aldrig har set før!
Nationalmuseet er meget mere end et museum fyldt med historiske genstande. Det er en historie i sig selv. Det sandstensfarvede hus, der ligger mellem Christiansborg Slot og Københavns Rådhus, ser umiddelbart fuldstændig helstøbt ud. Men det har faktisk en meget lang og omskiftelig historie.
Arkitektonisk tidsrejse
Nationalmuseets bygning, Prinsens Palæ, har været købmandsgård, kongeslot, bolig for kronprinsen og den kongelige familie, og den har givet rum til atelierer, retssale og lærde selvskaber. I 1849 blev bygningen endelig øremærket som ”Opholdssted for Statens Samlinger” – det vi nu kender som Nationalmuseet.
Den bygning, der i dag rummer museet, blev til i 1743-46, da arkitekten Nicolai Eigtved stod for ombygningen af den oprindelige købmandsgård. Palæet blev opført i fransk rokokostil og var oprindeligt tænkt om bolig for kronprinsen, den senere Frederik V. Bygningen er siden udvidet dels af Lauritz de Thurah i 1750erne, dels af Mogens Clemmensen i 1930erne.
Den seneste ombygning fandt sted omkring 1990 ved Gehrdt Bornebusch, hvor Nationalmuseet blandt andet fik et nyt glasoverdækket indgangsparti, en biograf, en forbindelsesgang mellem den gamle og den nye del af museet samt en stor udstillingshal, Egmonthallen, til midlertidige udstillinger.
