Middelalderborge… store og stærke med tårne, ringmure og voldgrave? Sådan har blandt andet film i mange år præsenteret middelalderens borge. Nu udkommer der for første gang en bog, der fortæller om de store kongelige borge i 1300-tallets Danmark og deres mange funktioner. For var de rene militæranlæg eller var de i lige så høj grad administrative centre? Bogen er skrevet på engelsk og gennemillustreret med smukke billeder.
Det 14. århundrede var et særdeles turbulent århundrede i Danmark, hvor rigsborgene kom til at spille en afgørende rolle både i krig og fred. Det var fra borgene, at landet blev forvaltet, og især i krigstid var det afgørende vigtigt at have kontrollen med borgene, der var strategisk placeret i landet. Særligt i Erik Menved og Valdemar Atterdags regeringsperioder er der gang i borgbyggeriet over hele landet: Kalundborg, Vordingborg, Kalø, Gurre, Helsingborg og Ålholm.
Museumsinspektør Vivian Etting har analyseret både det skriftlige og arkæologiske kildemateriale og beskriver i bogen den udvikling, som borgene har gennemgået.
