Vemmetofte skovridergård. Foto: Torben Lindegaard.
Den danske murermestervilla er en af de mest eftertragtede hustyper, og bortset fra parcelhuset er det også den hyppigst forekommende hustype. Hvad mange husejere ikke ved er, at murermestervillaen er bygget i tråd med den såkaldte Bedre Byggeskik-bevægelse. Det samme gælder et stort antal sommerhuse, landbrugsbygninger, stuehuse og tidligere arbejderboliger – kort sagt familien Danmarks huse.
Husejernes manglende viden og et gigantisk udbud af nye discount-byggematerialer har ødelagt mange af disse enestående huse, der oprindeligt blev bygget som en reaktion mod dårlig smag og dårlig kvalitet, når det gjaldt arkitektur, byggematerialer og -teknikker. Bygningskultur Danmark har derfor udgivet en eksklusiv bog, der guider husejere og håndværkere ved renovering og istandsættelse af Bedre Byggeskik-huse.
Bog-guiden kan også benyttes af ejere af fredede og bevaringsværdige huse. Bogens titel er Bevaringsguide for Bedre Byggeskik-huse, den koster 149 kr. og kan bestilles i Bygningskulturbutikken. Den kan også downloades gratis i pdf-format (hav tålmodighed).
En truet hustype
Det er snart 100 år siden, Bedre Byggeskik-bevægelsen gik i gang med at arbejde for en højnelse og udvikling af vores almindelige danske bygningskultur. Det blev til ca. 50.000 huse i bevægelsens levetid, og hvis man medregner de senere murermestervillaer, der var direkte inspireret af Bedre Byggeskik-bevægelsen snarere 125.000 huse i alt. Alle sammen huse, som i deres arkitektur nyfortolkede den danske byggetradition med vægt på enkelhed, harmoni og gedigne materialer.
Men mange ejere og håndværkere ved i dag ikke, hvordan de skal passe på disse huse, og det har ført til en kedelig tendens til at ødelægge husenes originale udtryk og arkitektur.
”Når man står i sit lokale byggemarked og skal vælge materialer, er der ofte uoverskueligt mange valgmuligheder. Samtidigt er det de færreste, der har en detaljeret viden om Bedre Byggeskik-bevægelsens forskrifter. Det har betydet en voldsom forringelse af mange af disse smukke huse, der i dag renoveres og istandsættes uden hensyn til den fornemme bygningskultur, de repræsenterer. Husene er gemt under kolossale tage, uheldige om- og tilbygninger og ikke mindst nye utilpassede vinduer. Og det er ærgerligt, når disse huse netop blev bygget ud fra en filosofi om at højne dansk bygningskultur. Vi håber derfor, at bogen kan hjælpe ejerne til at finde eller genfinde husenes oprindelige skønhed,” siger Birthe Iuel, Præsident for Bygningskultur Danmark.
Ambitiøs bevægelse
Folkene bag Bedre Byggeskik-bevægelsen var så ihærdige, at de udgav Bedre Byggeskik Årshæfter hvert eneste år fra 1918 til 1947. Med inspiration fra disse hæfter har Bygningskultur Danmark udgivet guiden ”Bevaringsguide for Bedre Byggeskik-huse”, der kan anvendes ved renovering og istandsættelse af Bedre Byggeskik-huse og, mere generelt, af fredede og bevaringsværdige huse i øvrigt.
Guiden fører på en enkel og pædagogisk måde, bl.a. ved hjælp af gode og dårlige eksempler, læseren gennem de korrekte arkitektoniske og håndværksmæssige løsninger, der generelt gælder ved istandsættelse af Bedre Byggeskik-huse og i vid udstrækning af det fine, murede byggeri fra perioden ca. 1850-1950, som præger mange af vore byer.
Bogen henvender sig til ejere, håndværkere og alle interesserede i ældre bygningskultur og gennemgår overordnet husenes arkitektur, materialer og bevaringsværdier med principforslag til, hvordan man bevarer eller genskaber disse huses særlige karakter bedst muligt for nutiden og eftertiden.
