Ny tur til Nordfyn

Den 10. tur i rækken af bygningskulturelle bil- og cykelture på www.bygningskultur.dk går til Fynshoved. Et smukt og enestående natur- og kulturlandskab, der ligger i din baghave, hvis du er odenseaner.
2. sep 2010 - Bygningskultur Danmark

 

Dræby1.JPG 

Afstandene på Fyn er relativt korte og overkommelige set i forhold til specielt Odense, så man kan være på Fynshoved cirka 45 minutter efter at man har forladt Odense.

Fynshoved er et meget spændende og naturskønt sted med et særpræget istidslandskab meget lig det, som man finder på Langeland og Samsø, og en tur til Fynshoved kan året rundt anbefales.

Holder man af bygningskultur kan det stærkt anbefales at bruge det meste af en dags tid på det, for der er mange andre naturskønne steder på Hindsholm, og også mange smukke bygninger. Der er store herregårde som Hverringe og Scheelenborg, og der nogle mindre, som f. eks. Bøgebjerg. Der er møller, præstegårde, gamle kirkelader, skovridergårde, kirker og naturligvis en masse stråtækte gårde og landsbyhuse i  bindingsværk.

Set eksempelvis i forhold til Vestfyn, har man på Hindsholm bygget i bindingsværk meget sent og helt op til omkring år 1900. På Hindsholm er bindingsværket oftest rødt, men kan også være grønt,  og tavlene er hvide. Bindingsværket forekommer også her spinklere og mere enkelt end på den vestlige del af Fyn, og også, når det drejer sig om gårdanlæggenes størrelse, er det i mindre målestok. Dette går dog absolut ikke ud over charmen, og landsbyerne er hyggelige og relativt intakte.

En landsby som Måle er en sand fornøjelse at køre igennem. Stort set alle huse og gårde er bevaringsværdige. Niveauet er højt, men nogenlunde ensartet, og måske mangler der lige det allersidste!

Landsbyen Viby, lige nord for Kerteminde, er blandt landets allerbedste landsbyer, og fremtræder nogle steder næsten som en museumsby. Her bør man parkere på kirkens parkeringsplads, og så skal man rundt!

Også turen fra Hverringe over Stavre og til Måle er et absolut ”must”!

Gå til turen Odense - Fynshoved


Del på Facebook
Skriv en ny kommentar
Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar
Der er 0 kommentarer til indlægget