Ny bog om arkitekt Christian Hansen

”Arkitekten Christian Hansen – at vende tilbage til Fædrelandet med mange gode erfaringer” fortæller hele historien om en af 1800-tallets betydeligste danske arkitekter.
11. dec 2009 - Akademisk Arkitektforening

 

Christian Hansen var søn af kontrollør Rasmus Hansen og hustru Sophie Elisabeth, og ud af søskendeflokken skulle Theophilus og Christian blive blandt deres generations betydeligste europæiske arkitekter. Begge satte de deres umiskendelige præg på to af Europas metropoler: Theophilus, skabte kejserdømmets Wien, og Christian omskabte Athen fra en stillestående landsby til det moderne Grækenlands metropol.

I 1831 tiltrådte Chr. Hansen sin store studierejse, der skulle blive mere end almindelig lang. Først efter 26 år valgte han at ”vende tilbage til Fædrelandet med mange gode Erfaringer.” I mellemtiden arbejdede han på livet løs i Grækenland, og især i Athen satte han varige spor med Håbets Hospital, Den engelske Kirke, Athens Katedral m.fl. og ikke mindst hovedværket Athens Universitet.  I 1857 blev Hansen professor i bygningskunst ved Kunstakademiets Arkitektskole i København og kongelig bygningsinspektør. Blandt hovedværkerne herhjemme er Københavns Kommunehospital, Astronomisk observatorium ved Zoologisk Museum og Botanisk Museum.

Ida Haugsted: ”Arkitekten Christian Hansen.” 375 kr. Udgivet af Bogværket.


Del på Facebook
Skriv en ny kommentar
Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar
Der er 0 kommentarer til indlægget