Blandt andet siger Christine Buhl Andersen, der er museumsdirektør for KØS, museum for kunst i det offentlige rum:

»Monumentalkunsten er sårbart overladt til tilfældige skiftende ejere, det være sig offentlige eller private. Dermed risikerer samfundet simpelthen at ødelægge eller helt miste monumentalkunst, som kan være kulturarv af høj kvalitet. Derfor burde monumentalkunst kunne fredes«.

Leder af Konservatorskolens afdeling for monumentalkunst foreslår at man opretter et nyt organ:

»Ligesom vi har Det Særlige Bygningssyn under Kulturstyrelsen, burde vi have et tilsvarende organ, der tog sig af monumentaludsmykninger. Vi ved, at der er skabt mange værker, og vi ved, at væsentlige værker er forsvundet. Men vi har ingen anelse om hvor mange. De sager, vi kender til, er tilfældigvis poppet op, og vi tager dem som indikation for, at problemet er større, end vi tidligere har antaget«.

Kulturminister Uffe Elbæk afviser imidlertid at oprette et sådant organ og vil i det hele taget gerne "udfordre diskussionen om, hvor meget der skal bevares".

»Hvornår bliver et værk så væsentligt, at det låser udviklingen? Hvornår bliver Gernes’ værk så væsentligt, at man vælger ikke at få dobbelt så mange patienter gennem systemet? Man kan godt lave en politisk automatreaktion og sige, at man skal bevare kunsten i al evighed, men så bliver verden til et museum, og det kan vi ikke leve i«, siger han til Politiken.

Læs artikel i Politiken