Blandt andet på Næstved Kaserne er en række garage- og kontorbygninger der ikke længere anvendes ved at blive overtaget af grafittien og generel forvitring.
- De her bygninger forsvinder gradvist, og det er få anlæg, der stadig står intakte tilbage, som de så ud for bare 20 år siden, siger Thomas Tram Pedersen, der er museumsinspektør ved Koldkrigsmuseum Stevnsfort til DR Sjælland.
Han understreger dog at det ikke er alle bygninger fra perioden der skal bevares, men der er hårdt brug for at kortlægge, hvilke der skal passes på. Derfor er han i samarbejde med Kulturarvsstyrelsen gået i gang med et større forskningsprojekt. Målet er at kortlægge de omkring 17.000 militære anlæg, der stammer fra Den Kolde Krigs tid.
- Vi skal blandt andet se på, hvilken stand de er i. Og så skal vi finde nogle karakteristiske eksempler på de forskellige typer anlæg og sikre dem for eftertiden, fortæller Thomas Tram Pedersen til DR Sjælland.
Arbejdet med kortlægningen ventes afsluttet om to år.
