Med projektet Hemmelighedsfulde Haver får de besøgende i de gamle universitetshaver ved LIFE nu mulighed for at få et anderledes oplevelsesbaseret kig ind i naturens og naturvidenskabens univers.
"I over 150 år har haverne fungeret som et socialt åndehul, men også som et eksperimentarium og et levende laboratorium for botanikere, forskere i biovidenskab og landskabsarkitekter. Her findes en masse historier om naturen, der er relevante for alle i vores samfund. Hemmelighedsfulde Haver er et kreativt formidlingsprojekt, der med en oplevelsesbaseret tilgang åbner haven og den naturfaglige verden op for et bredere publikum. Resultatet bliver, at du som gæst går herfra med ny viden om, hvad naturen kan gøre for os mennesker", siger initiativtager til projektet Jacob Søby Bang, som er kommunikationschef på LIFE.
På kodejagt i det grønne
I et krydsfelt mellem viden og oplevelse kan havens gæster ved hjælp af deres smartphones få en anderledes oplevelse af den verden af historier og forskning, der gemmer sig blandt havens træer, blomster og i planters indre.
Enten ved at finde en eller flere stregkoder, såkaldte QR-koder, rundt omkring i haven, scanne dem, og opdage korte hemmelighedsfulde fortællinger om haven i et miks af naturvidenskabelig viden, lyd, film og musik. Eller ved at tage på en længere podwalk-rejse ind i havens univers, i selskab med forskere fra LIFE.
