KB-hallen brænder stadigvæk og slukningsarbejdet kommer til at vare et stykke tid endnu
»Ildslukningen kommer til at vare hele dagen, aftenen og formentlig natten med. Problemet er, at der er ildlommer derinde, som blusser op«, siger Lars Borg fra Københavns Politis Kommunikationsenhed til Politiken.
Branden blev opdaget tidligt i morges af en halassistent:
»Klokken fem er der en halassistent, der går rundt derinde. Han kan lugte røg og går en ekstra runde. ude ved hovedindgangen kan han se, at der er ild i noget pap, og han forsøger at slukke branden. Men det lykkes ikke. Og så er det, at brandvæsnet kommer til«, forklarer Lars Borg.
Et bud på brandårsagen er en defekt halogen-lampe. KB-hallen blev fredet i 2010 og Det Særlige Bygningssyn skrev bl.a. i deres indstilling:
Arkitektonisk er sportsanlægget opført i en renfærdig funktionalistisk stil, hvor formen følger funktionen i en stringent kubisk form og hvor ingeniørens bidrag træder tydeligt frem. Hans Hansen tilhørte den gruppe af danske arkitekter, der arbejdede med en kraftig farvesætning af det funktionalistiske byggeri. KB-Hallen er en fremtrædende repræsentant for denne kulørte linje i dansk funktionalisme, der i KB-Hallen især kommer til udtryk i farvesætningen af facaderne, de forskellige træningshaller og i opvisningshallen.
KB-Hallen er opført 1936-38 af arkitekt Hans Hansen og ingeniør Chr. Ostenfeld.
