Kør ikke Danmarks kulturhistorie på lossepladsen!
Sådan lyder opfordringen fra Bent Falk formand for Landsforeningen for Bygnings og Landskabskultur til de 34 kommuner, der har fået del i Indenrigsministeriets såkaldte nedrivningspulje.
Det drejer sig om Assens, Billund, Bornholm, Brønderslev, Fanø, Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Haderslev, Hedensted, Hjørring, Jammerbugt, Langeland, Lejre, Lemvig, Lolland, Læsø, Mariagerfjord, Morsø, Norddjurs, Nordfyns, Ringkøbing-Skjern, Samsø, Skive, Struer, Syddjurs, Thisted, Tønder, Varde, Vejen, Vesthimmerlands, Viborg, Vordingborg, Ærø og Aabenraa.
Rundt omkring i vore landskaber er der forladte og ødelagte huse eller grunde, som er overflødiggjorte på grund af landbrugets struktur udvikling. De virker ikke ligefrem forskønnende på vore omgivelser og ofte til gene for naboer og besøgende.
Det er derfor dejligt at 34 landkommuner har fået et tilskud fra Indenrigsministeriet til at forbedre forholdene og give landdistrikterne et løft, men brug tilskuddet med omtanke.At en bygning er forladt og forfalden er ikke ensbetydende med, at den er uinteressant og at den,eller en del af den, ikke kan renoveres eller genanvendes. Skjødtgården i landsbyen Vestrup er et fornemt eksempel på herpå. Gården fra 1700 tallet var i manges øjne nedrivningsværdig, men er nu omdannet til 14 moderne familieboliger. Til glæde for beboerne og hele landsbyen.
Landsforeningen for Bygnings og Landskabskultur opfordrer derfor til, at en så stor en del af puljen som muligt, anvendes til renovering og oprydning. I de tilfælde, hvor det ikke er muligt, bør byggematerialerne sælges til genanvendelse i stedet for at køre dem direkte på lossepladsen. Mange firmaer, og enkelte bevaringsforeninger, over hele landet, har specialiseret sig i at købe og sælge genbrugsmaterialer fra gamle bygninger. Det kan være vinduer, døre, beslag, træ fra bindingsværk, gulve og lofter, tegl og skifer og mursten.
Læs mere om puljen til opprioritering af det fysiske miljø i udkantsområder her. Der er mange og gode muligheder for at passe på vor kulturhistorie. Landsforeningen giver gerne gode råd og inspiration. For yderligere information: kontakt Bent Falk på telefon: +45 5951 6251 eller e-mail: formanden@byogland.dk
