Foto: Keld Navntoft/Scanpix.
De to arkitekter modtager hver især en pris for deres arbejde med restaureringen og moderniseringen af Kronprinsparrets fremtidige bolig Frederik VIII's palæ på Amalienborg. Jens Andrew Baumanns Europa Nostra Pris er begrundet med restaureringsdelen af det samlede arbejde, mens Poul Schüleins Europa Nostra Pris har sin baggrund i de nye designelementer, der udgør en del af restaureringen.
Prinsgemalen fremhævede i sin motivationstale, hvordan restaureringsarbejdet havde forenet to slags arkitektfaglighed: Nybygnings- og restaureringsekspertise – og i tilgift hertil viden om og sans for moderne billedkunst. Han pointerede, hvordan netop dette tværfaglige arbejde havde været en succes og repræsenterede et nyt land for de to involverede tegnestuer. Samtidig konstaterede han, at arbejdet var udført til alle parters fulde tilfredshed.
Poul Schülein og Jens Andrew Baumann er naturligt nok stolte og beærede over prisen. ”Vi har søgt at holde en fast og visionær restaureringsfaglig linie i hele det lange forløb og betragter tildelingen som et fagligt anerkendende skulderklap, som vi er stolte af” siger Jens Andrew Baumann og Poul Schülein tilføjer ”Kompleksiteten i projektet har været stor, men slutresultatet har fået en friskhed og en rumlig generøsitet, vi er meget tilfredse med”.
Frederik VIII's palæ blev åbnet for offentligheden efter færdiggørelsen i marts 2010. Indtil nu er palæet blevet besøgt af mere end 300.000 mennesker.
