Ildsjælene er de mennesker, der tager hånd om ofte lokalt forankrede projekter og med små midler og ofte med frivillig arbejdskraft, arbejder med noget de brænder for. Det er disse mennesker, der er med til at redde en stor del af den bygningsarv, som Kulturarvsstyrelsens beskedne budgetter ikke rækker til.
Det er folk som dem, der f.eks. har reddet Jollmands Gård på Als. For 10 år siden var den ved at synke i grus. Med en lokal støtteforening, masser af frivillige og støtte fra Kulturarvsstyrelsen og Realdania, står gården i dag næsten som ved sin opførelse i 1700-tallet.
De 230 konferencedeltagere fik i løbet af dagen både en analytisk, strategisk og praktisk indgang til arbejdet med ildsjæle og frivillige. Bl.a. fortalte Melissa Strauss fra det britiske National Heritage Lottery om deres lange erfaring med arbejdet med frivillige og ildsjæle i tusinder af kulturarvsprojekter.
På 3 workshops blev det diskuteret, hvordan man kan anvende ildsjæle i forskellige projekter og sørge for, at de er motiverede og har et vedholdende engagement i et projekt.
Læs mere om projekt og udgivelse hos Bygningsarv
Køb bogen i Bygningskulturbutikken
