Højbjerggaard er beliggende på Højbjergvej 140 i Odense V. Højbjergvej er en del af den fynske margueriterute. Højbjerggaard er fredet, og udgør et helstøbt, intakt gårdmiljø - helt i bindingsværk, med meget store træmængder, og stort set overalt tækket med strå. Kulturhistorisk fremtræder gården umiddlebart af stor interesse, ikke mindst på grund af den specielle planløsning med 2 gårdspladser.
Gårdens mange ombygninger - og dermed mange konstruktionstyper - gør bygningskomplekset interessant i en bygningshistorisk sammenhæng. Bl. a. kan nævnes en sulekonstruktion i 2 længer, samt en ret sen højremskonstruktion i en anden længe. Gården indgår som et væsentligt element i en meget bevaringsværdigt landskab umiddelbart vest for Odense - Ubberud-området. Området er af Odense Kommune udlagt som bynært, grønt område (udflugtslandskab).
I en udsendelse på TV-Korup fortæller ejerne, Knud og Lene Engel, om gården og haven og om hvordan tilværelsen med et stykke unik kulturarv former sig.
