Fra juni 2011 og et godt stykke ind i 2012 sætter Roskilde Museum fokus på den lokale bygningskultur. Ud over særudstillingen “Iscenesat” i hovedudstillingen i Sankt Ols Gade, byder museet på en række åbent-hus arrangementer, byvandringer, bygningshistoriske løb m.m.
Et af disse arrangementer er håndværksdagen i Lüzhøfts Købmandsgård, lørdag den 13. august 2011, hvor den atmosfærefyldte gårdsplads danner rammen om håndværksaktiviteter, med særlig fokus på bygningshåndværk og de gode gamle håndværkstraditioner, som man i dag med rette kan tage ved lære af.
Gode råd er som sagt dyre, men faglærere og elever fra Roskilde Tekniske Skole deltager på håndværksdagen og stiller gerne deres ekspertise gratis til rådighed for gæster der måske går og tumler med en tilbygning eller en carport. Og så har museet gjort et kup, da en af landets mest kyndige i bygningsrestaurering, arkitekt m.a.a. Søren Vadstrup fra Center for Bygningsbevaring i Rådvad (bl.a. forfatter til bestselleren “Huse med sjæl” - om istandsættelse af huse) kommer og øser ud af sin store viden om emnet. Bl.a. hvordan og hvorfor der både er miljømæssig og økonomisk god mening i at istandsætte gamle vinduer og behandle dem med linoliemaling eller hvorfor både udvendige og indvendige malerarbejder i dag med mange fordele kan udføres med gamle og mere miljøvenlige malingstyper, så som kalk og kalkfarver, limfarver og temperafarver.
Og så deltager frivillige fra Håndværksmuseet i købmandsgårdens nordlænge, hvor man i løbet af dagen kan få en omvisning og bl.a. høre om den gamle navertradition. Ligesom frivillige fra Roskilde Museums håndværksmuseum deltager med snitteaktiviteter for børn.
Fakta om arrangementet:
Titel: Håndværksdag
Dato/tid: Lørdag den 13. august 2011 - Kl. 10.00 - 14.00
Sted: Lützhøfts Købmandsgård - Ringstedgade 6-8 - 4000 Roskilde - Tlf. 4635 0061
Yderligere information: Se museets hjemmeside: www.roskildemuseum.dk
