Derfor kan projektet, der har ligget stille mens Naturklagenævnet behandlede sagen, fortsætte.
I Bryghusprojektet glæder projektchef Peter Fangel sig over Naturklagenævnets afgørelse. "Først og fremmest er vi glade for, at Naturklagenævnet har givet kommunen medhold, og der er ud fra vores opfattelse tale om en klar afgørelse. Vi fik afgørelsen i slutningen af oktober, så nu tager vi hul på en mere detaljeret planlægning af projektet, og kan se frem til, hvad de næste skridt skal være," siger Peter Fangel.
I januar søgte Bryghusprojektet Københavns Kommune om dispensation til at lade et hjørne af den nye udstillingsbygning gå ind over beskyttelseslinjen. Det blev allerede i foråret 2009 besluttet at justere projektet for at give mere luft til de historiske naboer. Da huset ikke påvirker de arkæologiske lag i området, er det visuelle hensyn – at sikre fortidsmindets synlighed – det afgørende i denne sag.
Dispensationen var efterfølgende i høring hos landsdækkende organisationer og foreninger med interesse i beskyttelse af fortidsminder, og da høringsperioden var slut den 15. februar 2010, havde kommunen modtaget to indsigelser. En fra Bryghusgruppen og en fra Friluftsrådet.
På baggrund af den længerevarende dialog med Realdania valgte Friluftsrådet at trække sin indsigelse til Naturklagenævnet tilbage vedr. Bryghusprojektet. Tilbagetrækningen af Friluftsrådets indsigelse fik dog ingen juridisk betydning, da der i Naturklagenævnet stadig var en indsigelse fra Bryghusgruppen.
Naturklagenævnet har færdigbehandlet indsigelsen fra Bryghusgruppen vedrørende Bryghusprojektets placering i forhold til Christian den 4.'s Bryghus i slutningen af oktober. Bryghusprojektet har fået medhold, og kan derfor sætte byggeriet i gang. Da Bryghusprojektet har ligget stille så længe, sker dette dog tidligst primo 2011. Herefter vil bryghusprojektet være klar til ibrugtagning i løbet af 2015.
