Er man ejer, beboer eller lejer i en bygning i området opført frem til 1950 inviterer Aabenraa Kommune til et informationsmøde tirsdag den 10. april kl. 19 i Felsted Forsamlingslokaler, Østergade 7, Felsted.
I mødet deltager Aabenraa Kommune og en konsulent fra COWI A/S, der er hyret til registreringsopgaven. Her kan man få mere at vide om, hvordan registreringen kommer til at forløbe, formålet med registreringen og hvilke muligheder og konsekvenser, det har for bygning og ejer.
- Vi vil gerne passe godt på vore gamle bygninger i kommunen og give borgere og håndværkere et redskab til at holde dem i stand. Det er muligt for borgere med en bevaringsværdig bygning at opnå større andel i bygningsforbedringsudvalgets støtte til udvendige istandsættelser, siger Gert Tonny Larsen, formand for Bygningsforbedringsudvalget og medlem af byrådet.
Selve registreringen sker i perioden fra den 16. april til midten af juni ved at en konsulent besigtiger de enkelte bygninger udefra. Man behøver ikke være tilstede ved besigtigelsen. Kommunen anvender registreringen i byggesagsbehandling og planlægning. Efter Planlovens § 57 har registrator adgang til ejendommen efter forudgående orientering.
SAVE-metoden er en systematisk gennemgang af bygninger, vurderet efter 5 parametre: arkitektonisk, kulturhistorisk og miljømæssig værdi samt originalitets- og tilstandsværdi, hvoraf de tre første almindeligvis vægtes højest. Efter SAVE-metoden vurderes fredede og bevaringsværdige bygninger efter skalaen 1-9, hvor 1 er den højeste.
En bevaringsværdig bygning er i Aabenraa Kommune defineret som bevaringsværdig, når den har en bevaringsværdi fra 1 til 4 efter SAVE-metoden. I Aabenraa Kommune er kun tidligere Bov og Aabenraa Kommune SAVE-registreret.
Du kan læse mere om bevaringsværdige bygninger under Kulturstyrelsens hjemmeside www.kulturarv.dk/fbb
