3. rejsebrev fra naveren Rasmus

Her følger 3. rejsebrev fra naveren Rasmus. Efter at have været kort hjemme for at være med til sin bedstemors begravelse, er Rasmus tilbage i det sydlige Tyskland. Her er han på valsen med en anden tømrer, Niels. og søger arbejde, både for at tjene penge og for at dygtiggøre sig.
1. sep 2010 - Bygningskultur Danmark


Efter vores tur op af Nordtysklands højeste bjerg ville vi også op af Tysklands højeste bjerg. Vi begyndte bestigningen, men efter 3 timers gang mødte vi nogle, der spurgte hvor vi skulle hen, og vi svarede :"Til toppen". Vi fik at vide at der var ca. 10 timers gang og at der var snestorm på toppen.  Og sidst men ikke mindst, var der ikke nogle steder man kunne sove deroppe. Klokken var 14.00, så vi besluttede os for at vende om. 

Så gik turen videre langs den Tysk-Østrigske grænse gennem små hyggelige byer med rigtig smukke træhuse, hvor jeg helt sikkert skal søge arbejde på et tidspunkt. Da der falder så meget sne om vinteren, er der nogle tagkonstruktioner med helt enorme dimensioner og fine samlinger. Samtidig bygger de meget med et specielt slags bindingsværk, der er lagt uden på en bræddebeklædning og er samlet med svalehaler og ikke med tapper.

Vi var rundt i 5 dage og søge arbejde, før vi fik noget. Det er nemt nok at skaffe noget, hvis man vil lave montagearbejde. Det er der masser af, men vi takkede nej.

Vi er lige nu ved en mester der hedder Bernhard. Han har haft navere før og er kendt for at være en god mester med godt arbejde og han er også meget dygtig. Vi har lavet to store saddeltage som han snørrede op i 1:10 og lavede udregninger til alle samlinger med spærrene.

Der blev kun målt to spær op og så blev alle spær lagt op på bukke og spændt sammen med et opmålt spær i hver ende. Derefter brugte han en form for elhøvl, som stilles i vinkel og den laver så alle saddelhakkene. Det tager ikke mange øjeblikke. I Tyskland har de fleste tage en rem i bunden, på midten og i kip, så der er et par saddelhak at tage fat på.

I øjeblikket forhøjer vi 7 seks-kantede huse, så der kan komme mere isolering i. Det er ok arbejde, men det bliver grebet helt forkert an, hvis man spørger mig. Konstruktion indefra og ud: Brædde-beklædning, dampspærre, isolering, tagbrædder, dampspærre igen, isolering, og zink. Hvis jeg skulle lave en svampeskade, så ville jeg nok gøre sådan - ellers ikke. Det gør ondt i mit tømrerhjerte at banke den dampspærre på.

I lørdags var vi til en byfest, der hedder "Peter und Paul". Hele byen spærres af og så klæder folk sig ud i middelaldertøj, og opfører sig som dengang. Vi fik os en øl og så gik det ellers løs med middelalderdans. Meget underholdende.
 
Det går bedre og bedre hver dag, men det er svært med sproget, og der kommer nogle tidspunkter ind imellem med megen hjemve.
 
Mange hilsner fra r. frd. zi. Frederiksen Rasmus 
 
 

Del på Facebook
Skriv en ny kommentar
Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar
Der er 0 kommentarer til indlægget