Vig Bibliotek udsat for kulturvandalisme

Odsherred kommune har iværksat en tagrenoverings projekt på Vig bibliotek (tidligere Vig skole bygget 1905), et fint lokalt eksempel på bedre byggeskik arkitektur. Tagstenene var de originale Knabstrup tagsten, dobbelt fals og fejlede ikke noget. De er nu blevet flået af og smidt i containeren og erstattes af tyske kopisten. De også fint håndlavede tagrender og nedløbsrør i zink erstattes af maskinfremstillede render og rør.

Odsherred kommune fik bevilget 27 mio. kr. i renoveringspuljen af regeringen. Vig biblioteks tag har længe været utæt pga. manglende vedligeholdelse. Kommunens afdeling for Miljø og Teknik tilbyder et rådgivningsfirma fra Holbæk opgaven med udarbejdelse af projektmaterialet.

For ca. 3 uger siden, på vej ind i Vig Bibliotek, så jeg, at sydsiden af længen havde fået flået de fine tagsten af. Jeg spurgte håndværkerne om teglene skulle genanvendes. De svarede at de var smidt i container og kørt bort. Jeg blev simpelthen så gal.

 

Samme dag tirsdag den 10. november skrev jeg en fælles mail til Direktøren og Afdelingschef for Miljø og teknik med kopi til Formanden for udvalget for Miljø og teknik, Kulturarvstyrelsen, Odsherred Kulturhistoriske museum, Afdelingschef for Kulturafdelingen samt Venstrebladet. Jeg fik absolut ingen respons.

 

Torsdag den 12. november ringede jeg til borgmesteren som var bortrejst, men bad mig om at skrive til Kommunaldirektøren. Intet svar. Jeg gennemfotograferede bygningen samme dag.

 

Lørdag den 14. november er taget på gymnastiksalen endnu ikke revet ned. Jeg tager til Nykøbing for at finde formanden for Kulturudvalget, som står ved Netto og promoverer sig i forbindelse med valget. Jeg havde billeder og tegninger med samt Lene Floris’s bog om Bedre Byggeskik bevægelsen. Han virkede rystet.

 

Mandag den 16. november bliver jeg interviewet af Venstrebladets journalist, og der kommer en artikel i bladet dagen efter valget. Taget på Gymnastik salen er endnu intakt. Der er stadig mulighed for at redde bygningen fra vandalisme.

 

Onsdag den 18. november er jeg i Miljø og Teknik med et andet projekt og møder så tilfældigt Direktøren for Miljø og Teknik. Han beklager at en tilbagemelding til mig var aldrig blevet sendt. Ved samme lejlighed kunne han vise mig den konstitueringsaftale, der blev indgået. I den nævnes at en arkitekturpolitik udfærdiges.

 

Tagene er nu flået af. Nye spær er monteret på de eksisterende spær med ca. 50 mm overlæg. Dampspærre er monteret på ny 19 mm brædder undertag. 25 mm afstandslister under nye 38 x 78 mm lægter i alt ca. 100 mm vil den ny tagflade være længere ude. Paller med nye Tyske kopi tagsten er klar. De håndlavede tagrender og nedløbsrør erstattes af maskinfremstillede. Taget er nu dejlig tæt. Gesimser, dem må vi undvære at se. Kulturarven endte i containeren!

 

To positive ting er der dog sket. Udvalgsformanden for Miljø og Teknik er røget ud. Lokalt kalder vi ham slagteren fra Asnæs. Han har medvirket til mange nedrivninger af bevaringsværdige bygninger de sidste 4 år. For det andet står garagen/portnerbygningen stadig og vidner om det oprindelige byggeskikshus, hvis ikke der er planer om at nedrive eller ødelægge den.

 

Skrevet den 30.11.09