Mine forudsætninger for at deltage i en debat om bygningskultur hviler på et spinkelt grundlag, nemlig min egen personlige mening om dette eller hint.
Begrebet kultur må nødvendigvis tage udgangspunkt i noget om tradition og vaner. Et tilbageblik. Om den historiske vinkel og en bevaringsværdig sfære, som efterfølgende kan indgå i en disput om kulturarv.
Arv er noget man skal omgås med forsigtighed. Arvestykker er underforstået noget bevaringsværdigt, noget der fortjener at gå i arv – gerne i en autentisk (uforandret) videreformidling. Ingen skal forgribe sig med sandpapir og/eller maling på min bedstefars svendestykke, et skønt skrivebord fra omkring år 1900.
Bygningskultur udtrykkes af mange (læs: alle med forstand på de dele) som forhold, der for enhver pris skal bevare deres autenticitet, tolket som noget, der i bedste fald højst kan tåle en nødtørftig vedligeholdelse – og det i så fald på den gode gammeldags facon. Eller som der står i boligannoncerne: Sat i stand med respekt for det oprindelige!
Vaner og traditioner er i mange sammenhæng positive størrelser. Og det gælder sandt for dyden ikke mindst, når debatten går på kulturarv. Men samtidig deler jeg den opfattelse, at de selvsamme to samme størrelser ofte udgør en latent risiko for stagnation - og dermed tjener som barriere for udvikling.
I mit univers er bevaring og fornyelse ikke nødvendigvis modsætningsfyldte størrelser - tilsammen kan de dog i praksis repræsentere en kompleksitet, der fordrer en ekstrem god fornemmelse for gearingen af den nødvendige balanceakt mellem fortid og fremtid. Midlet hedder iblandt renovering, et farligt område at betræde for den ukyndige – uanset ejerens hang til visse bilmærker! (Referencehenvisning næppe nødvendig?)
Et udslag af for megen kreativitet kombineret med ønsket om fornyelse kan i visse situationer føre til, at de oprindelige, smukke, røde teglsten blives hevet ud til fordel for sten i sort højglans. Udfaldet vil i mange tilfælde (og i min optik, ofte med rette) blive karakteriseret som både overgjort og med lidet respekt (forståelse) for bevaringsværdig arkitektur.
Omvendt vil nogen måske mene, at man i bygnings kulturarvens hellige navn kan fastholde autenticiteten i et førergreb, der ikke blot giver kvælningsfornemmelser, men ligefrem umuliggør enhver snak om fornyelse. Selv på det hypotetiske plan kan paraderne være så højt oppe, at ”Kunne du forestille dig, at…?” ingen gang har på jord.
At slippe tanken fri er i min verden én af de væsentligste forudsætninger for udvikling, og dermed nøglen til fornyelse. Et godt udgangspunkt er tesen om, at oplevelsen kommer før forståelsen. Sir Ken Robinson, international innovationsekspert, er taget til indtægt for følgende synspunkt:
Menneskets evne til at fange og forestille sig noget, er det, der skaber kriser – og det, der trækker os ud af kriser! Desværre bruger vi en masse tid på at undertrykke kreativitet, især hos børn! Innovationens store fjende er almindelig sund fornuft! Man kan ikke være kreativ, hvis fantasien ikke bliver udfordret!
Kunst, film, mode, reklame, musik, naturen m.fl. er alle elementer, der har (mindst) det til fælles, at de kan både begejstre – og provokere, og som sådan probate midler til at kick-starte tanken!
Den traditionelle tankegang er vor største vækstbarriere. Vi ser hellere problemer end muligheder. Fornyelse er nøglen. Uafbrudt. Men hvor skal fornyelsen komme fra? Skæve vinkler lukker op for det uforudsete. At slippe tanken fri er ikke let; for fantasien er på aftægt, også ifølge maleren Henning Damgård-Sørensen.
Afgørende er evnen til videreformidling af tanker og/eller inspiration qua konfrontationen. Om vi taler mode, kunst eller bygningskultur, så er udgangspunktet beskuerens følelsesmæssige reaktion. Heri findes måske en katalysator for morgendagens innovative proces.
Fantasi er vigtigere end viden
Albert Einstein (1879 – 1955)
*Tankespin – seminar in spe: fra tanke til idé…
Skrevet den 30.09.09