Forleden kom jeg til at sige til en journalist på et mandemagasin, at det da kunne være interessant at se på, hvordan husene så ud de steder, hvor der holdt en lækker BMW udenfor.
Jeg havde nemlig lige været en tur i Haderslev, den by i Danmark med flest fredede huse koncentreret i samme by og med rigtigt mange fine bevaringsværdige huse.
På en tur rundt i et villakvarter med en hel række smukke bedre byggeskiks huse, passerede vi en meget avanceret BMW. Lækkert design, lædersæder og hele molevitten – signal om styr på det hele - lige indtil vi fik set på det stakkels hus, bilen stod parkeret udenfor.
Havde ejeren dog blot nøjes med bruge alle sine penge på dyre biler! Men nej, det stakkels hus lignede en af de kvinder fra ugebladene, der har fået skiftet eller løftet alle de mest vitale udvendige dele.
Jeg påstod overfor journalisten, at der måtte være en direkte sammenhæng mellem valg af biltype og størrelse og så den måde hvorpå manden satte sit hus i stand. Hertil fik jeg blot det svar: Ja, men er du da ikke klar over, at det er kvinderne, der i sidste ende bestemmer, hvordan husene ser ud ude såvel som inde? Det er kvinderne, der tager patent på den gode smag og det er dem, der har ambitionerne på familiens vegne.
Det vidste jeg jo egentlig godt, hvis jeg mærkede efter…
Det er altså åbenbart en kvindeting, hele tiden at ville pynte på alting. Skønheden i at underspille ligger ikke til os og det går ud over os selv og vores omgivelser.
Husene får glinsende tegltage med store udhæng, nye helt forkerte vinduer, en alt for prætentiøs hoveddør, utilpassede kæmpeudestuer og når det går allermest galt – en wanabee japansk have…og så lige midt i en vaskeægte sønderjydsk provinsby. Det syn var næsten ikke til at bære.
Mændene derimod, kunne da aldrig drømme om at sætte Rolls Royce fælge på en BMW. De fleste af dem elsker deres bil og bruger uanede ressourcer på at få originale dele til den. Uden at vide det, er de store fortalere for det fine ord ”autenticitet”. Og gad vide om de i virkeligheden ikke også er det, når det gælder deres kvinder … men det er jo en helt anden sag.
Så kvinder! Vi skal erkende vores ansvar som de reelle beslutningstagere, overfor vores huse.
Vi skal ikke lade os nøjes med dameblade og livsstilsmagasiner som primære inspirationskilder til istandsættelse med kvalitet, men derimod henvende os til, dem der ved noget om byggetradition og –stil.
Og I mænd, I må tage manderollen på jer og behandl jeres hus, som I behandler jeres biler og lad være med at blande reservedelene sammen fra forskellige mærker…
- så er jeg sikker på, at vi ville undgå mange ”ulykker” rundt omkring på vores kønne gamle huse.
Skrevet den 16.09.09