Birthe Iuel beskriver i sit udmærkede debatindlæg sine tanker om, at danske kvinder er skyld i at bygningsmassen ”forgrimmes” på grund af deres hang til de kulørte blades glittede løsninger. Det er ifølge min bedste overbevisning en forenkling af tingene.

Jeg kan sagten følge fru Iuel´s tankegang, og jeg er også enig i, at man sikkert mange steder kan opleve en sammenhæng som beskrevet i indlægget. Men det er jo ofte sådan, at mennesker der har giftet sig og køber hus, er ganske godt overens om hvad der er deres smag. Jeg tror, at hvis man besøger beboerne i det grimme hus med den store bil, så vil man også træffe en glad mand, der ud over en stor BMW, som han ikke ville sætte Rolls Roycefælge på, også har en dejlig kone, som har fået nogle ordentlige forlygter, som bestemt heller ikke stammer fra en Rolls Royce.

Jeg kender desværre mange ellers fornuftige mænd, der overhovedet ikke kunne drømme om at tage vare på bygningskulturens kvaliteter. Skulle de vælge mellem silicone til fruen eller kalkmørtel til huset, så blev det såmænd silicone. Det er nemlig sådan, at der ikke er spor prestige i at bevare sit hus på en ordentlig måde, det er i virkeligheden lidt nørdet! Derimod virker det som om, at jo større front fruen har, jo bedre spiller klaveret. Hvis der var nogen der forleden så DR 2 temaét om plastik-kirurgi, så vil man nok kunne frygte, at investeringerne til bygningskulturen snart kommer til at halte bagefter. Det viser sig nemlig, at mulighederne for at bygge konen om er mindst lige så store som mulighederne for at bygge udestuer og store indgangspartier.   

Der er altså ikke nødvendigvis en sammenhæng med bilens størrelse og husets udseende! Det er bare nødvendigt at forstå, at bilen har en helt speciel status i de vestlige lande. Den skal helst være af det rigtige mærke og med det rigtige (læs: dyre) udstyr. Men det udelukker jo ikke nødvendigvis, at folk behandler deres huse ordentligt – bilen har bare førsteprioritet.  Det handler om makedsføring og rådgivning. 

Bilbranchen har jo været mægtig gode til at organisere sig sig og fået lavet deres reservedele på en måde, så de kun passer til samme mærke. Reservedels-ekspedienten slår bare op i sit katalog og finder den rigtige reservedel. Og skulle der sidde en forkert reservedel på et forkert bilmærke, så klares den sag let senere i synshallen!                                                                                      

Det gælder desværre ikke inden for byggebranchen, hvor vi alt for ofte har set, at det handler om at lave hurtige penge, og så blæse være med resultatet. Men dybest set var det jo let at lave katalogerne med de rigtige reservedele. Men dybest set er de jo allerede lavet, det er bare ikke trendy at bruge dem. Jeg tænker stadig på Helsingør, hvor man, i hvert fald i gamle dage, stillede krav til husejerne, når de skulle skifte et vindue. Der var ikke så meget slinger i valsen, du kunne slå op i kataloget og så fik du at vide hvordan tingene skulle se ud. Det var et krav fra kommunen. Desværre er der jo ikke mange kommuner, der er villige til at stille krav, for når skatteborgerne har købt et hus, så har de pr. automatik også en ret til at ødelægge det. Og det er i virkeligheden hele problemet.  

Vi ser præcis den samme problemstilling inden for skibsbevaringen, hvor skibsejere ikke går af vejen for at ombygge kulturhistorisk interessante skibe på værst tænkelige måde. Veteranbilejere kunne aldrig drømme om at gøre det samme.

Kære Birthe Iuel, jeg tror at kvinder og mænd er lige gode eller dårlige til at tage vare på kulturarven. Det er simpelthen ikke kønsbestemt. Og du selv er jo bestemt eksponent for det modsatte af dit eget postulat.

Jes Kroman