Operaens bygherre kunne lære af Tietgen

I debatten omkring forholdet mellem arkitekt Henning Larsen og operaens bygherre Mærsk McKinney-Møller er det blevet fremhævet, at når en bygherre vælger sin arkitekt, og projektet ikke er i konkurrence, er det bygherren, der i sidste ende bestemmer, hvordan projektet skal udføres. ”Det er jo ham, der betaler”, siger man, ”så er det også hans projekt”.

Synspunktet modsiges af mindst ét historisk eksempel, som er let at få øje på, bogstavelig talt.
 
Fra operaen kan man kigge på et andet storslået bygningsværk, Marmorkirken, hvis bygningshistorie er næsten identisk med operaens: Også Marmorkirken blev finansieret af en privatperson (Tietgen), arkitekten (Meldahl) blev håndplukket af Tietgen (der var således ikke nogen konkurrence om projektet), og ved byggeriets afslutning blev bygningen af Tietgen overdraget til staten, præcis som Mærsk overdrog operaen til staten.
 
Men der er en ikke uvæsentlig forskel, for Tietgen blandede sig aldrig i, hvordan Meldahl udførte kirken. Det fremgår af Meldahls arkiv, af Nationalmuseets værk om Marmorkirken og af flere samtidige skildringer, hvor Meldahl roser sin bygherre for ”hverken at blande sig i detaljerne eller på noget tidspunkt beklage sig over de store udgifter”.
 
Det er værd at huske, når historien skal skrives om tilblivelsen af operaen og de betingelser, dens arkitekt blev givet af bygherren eller når nogen hævder, at en bygherre må gøre med ’sit’ projekt, som han vil. Det kommer der sjældent noget godt ud af.

 

Mikkel Wold, Sognepræst ved Marmorkirken

 

Skrevet den 08.12.09