Bevaring og udvikling af bygningskultur er også et spørgsmål om hvordan vi kan blive inspirerede af vores helt særlige huse og monumenter. Skal de bevares ud fra en museal bevaringstanke, eller skal de også bruge, med risiko for, at de mister lidt af deres autenticitet?
I Rom oplevede jeg et godt eksempel på hvordan et historisk monument gik fra at være blot en museumsgenstand til at blive sat i spil igen som kulturelt omdrejningspunkt. Omkring monumentet blev der skabt et unikt rum med en inspirerende atmosfære. Det er det bygningskultur kan: udvikle og holde fast i det særlige i hvert enkelt sted.
Det antikke sejrsmonument Ara Pacis har i mange år været beskyttet mod nedbrydning af en smuk og enkel stål- og glasindpakning. Indpakningen var udformet i et passende afdæmpet moderne udtryk. Jeg har selv, ved et besøg i Rom for ca. 15 år siden, stået på det meget trafikerede hjørne og kigget ind gennem glasset. Inden for de senere år er der bygget en ny ”indpakning” af Ara Pacis. Denne gang er det en egentlig bygning.
I første omgang kan det virke forkert, at den omkransende bygning ”fylder” så meget i oplevelsen - det antikke bygningsværk er umiddelbart mindre synligt. Men jeg synes, at det er interessant at den nye bygning faktisk havde den modsatte virkning, idet bygningen er udformet sådan, at det store nye rum omkring Ara Paris kan bruges. Da jeg besøgte stedet var der en stor udstilling af kjoler, lavet af designeren Valentino. Mange af kjolerne stod på giner opstillet i formationer omkring Ara Paris. Det antikke monument havde inspireret dem, der havde lavet udstillingen – den var blevet unik og stedbunden.
En bygning er kun arkitektur, hvis den bruges. Hvis den ikke bruges, er den en museumsgenstand. Ved at skabe et rum omkring det gamle stykke bygningskultur, som var større end det absolut nødvendige, blev der skabt plads til mennesker og liv, og Ara Paris blev igen til arkitektur.
Du kan se et godt billede her:
Skrevet den 28.08.10