Kære Bygningssyn, Kære Kulturarvsstyrelse,

Her ind under jul og inden året 2009 rinder ud, føler jeg trang til at sende Synet og Styrelsen en julehilsen med et særligt ønske for 2010.

2009 blev det år, hvor udredningsarbejdet vedrørende de fredede og bevaringsværdige bygninger blev afsluttet og der blev bevilget 16,5 mio. kr. til en gennemgang af de fredede bygninger med efterfølgende tilbud til ejerne om udarbejdelse af handlingsplaner for de enkelte bygninger.

Selve tanken om at få et overblik over de fredede bygninger og deres fredningsværdier og tilstand, har været drøftet i mange år og kan kun bifaldes. Mange af vore fredede bygninger er fredet uden egentlige nedskrevne begrundelser for fredningen. Det vil helt sikkert være til gavn for både ejere og kulturarv, at bygningernes fredningsværdier nu beskrives og på den måde formidles til de ejere, der i det daglige har ansvaret for bygningerne.

I forbindelse med en fredningsgennemgang vil man utvivlsomt støde på enkelte bygninger, hvis fredningsværdier ikke længere er til stede og som ikke kan reetableres. De må uundgåeligt ryge ud af fredningslisten. Skal de fredede bygninger fortsat kunne karakteriseres som umistelig kulturarv, er det væsentligt at fredningsværdierne er til stede eller kan reetableres.

Min bekymring omfatter den del af de fredede bygninger, hvor der gennem årene har været foretaget ændringer, der har svækket fredningsværdierne. Ændringer, der har fundet sted over måske mere end et halvt århundrede, og hvoraf en del er foretaget, da bygningen stadig var kategoriseret som B-fredning. Det er vigtigt, at der udvises tolerance overfor disse bygninger, så de i videst muligt omfang forbliver på fredningslisten, og at der udarbejdes genopretningsplaner for dem med en rimelig lang horisont.

Når der i nogle af de fredede bygninger er foretaget ændringer, der har svækket fredningsværdierne, må det ses som resultat af flere faktorer:

Indtil 1980 kunne man foretage bygningsmæssige ændringer i det indre af en B-fredet bygning, blot man informerede de daværende myndigheder herom.

Efter 1980 gik der mange år, før Styrelsen fik kommunikeret ændringen af A og B- fredningskategoriseringen ud i alle hjørner af landet, og det hænder stadig, at ejere må forklares, at loven blev ændret tilbage i 1980.

Dertil kommer, at holdningen til, hvad og hvordan der skal bevares, er ændret væsentligt de sidste 30 år – også hos de sagsbehandlere, der repræsenterer myndigheden. Det er almindelig kendt, at bevaringsholdningerne set med nutidens øjne tidligere var noget mere liberale, hvorfor tilladelser til bygningsændringer givet for 30 år siden i dag ofte betragtes som svækkede fredningsværdier.

Endelig er det vel også problematisk, at den myndighed, der administrerer de fredede bygninger, aldrig har gennemført systematiske besøg af bygningerne, dels for at konstatere deres tilstand og dels for at yde ejerne den relevante rådgivning. Det betyder, at der er en del fredede bygninger, myndighederne aldrig har set og hvis indre, man hverken har tegninger over eller billeder af.

En af de helt store syndere bag de uhensigtsmæssige ændringer i de fredede bygninger er dog den manglende viden hos ejerne om, hvilke værdier man har haft ansvaret for i elitær bevaringsmæssig forstand. Det har givet anledning til en regulær forståelseskløft mellem ejere og sagsbehandlere, som ikke altid har været hensigtsmæssig for opretholdelsen af fredningsværdierne.

Det særlige bygningssyn udskiftes hvert 4. år – nogle medlemmer sidder i 8 år. Med nye syn ændres holdningen til bevaring, og man kan vel med rette stille sig det spørgsmål, om ikke nye syn bør respektere tidligere syns bevaringsholdninger, som således afspejler sig i de bygningsændringer, der foretages på et givent tidspunkt og er en del af den kulturhistoriske fortælling.

Man vil altså møde bygninger, der med de nuværende holdninger til bevaring kan begrunde en affredning, men hvor ejerne har ansøgt og fået tilladelse til at foretage bygningsændringer i den tro, at alt var i den skønneste orden, og at fredningsværdierne var i behold.

Beslutningen om, hvad der skal affredes, og hvad der ikke skal affredes er således noget mere kompliceret end de fleste lige forestiller sig. Og at tro man bare kan tage til Rønne for at bruge de affredninger, der for nogle år siden blev gennemført dér - som rettesnor for et helt lands fredede bygningers bevaringsniveau - vil være katastrofalt. Danmark er i forvejen ikke begavet med særligt mange fredede bygninger, og så længe fredning er det eneste nogenlunde sikre instrument til at sikre bygningskulturen mod nedrivning eller forarmning, er det ikke hensigtsmæssigt at prisgive en lang række bygninger til tilfældige kommuners forgodtbefindende.

Det skal derfor være mit nytårsønske til Det Særlige Bygningssyn og KUAS, for de fredede bygninger, at man i første omgang vælger at registrere bygningerne og deres fredningsværdier, tænker sig grundigt om og dernæst er generøs, når dommen skal falde om eventuel affredning, En generøsitet, der vil give plads til, at man i det mindste også i fremtiden vil kunne aflæse den lovgivnings- og administrationshistorie, de fredede bygninger var præget af op gennem slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede.

Med disse ord ønskes en glædelig jul og et godt nytår fra

Birthe Iuel