Før i tiden kunne man på lang afstand kende en landsby eller et villakvarter ved, at der over husene knejsede store flotte træer. Sådan er det stadig i Tyskland, men herhjemme er tomheden ved at brede sig. Ustandselig ser man flotte gamle træer blive ryddet med hård hånd, når nye ejere overtager et hus – og i villakvartererne er der efterhånden langt mellem træer, der er højere end en havestige.
Når jeg siger, at danskerne hader træer, protesterer de imidlertid vildt og voldsomt – ”Vi elsker træer; vi elsker alt det grønne”, siger de. Men når jeg så går dem på klingen og spørger, bliver det en anden sag:
”Hvad nu hvis træet tager udsigten til mark eller fjord?” – Nå, ja, så skal det naturligvis væk! (Selv om udsigten til et træ er noget af det flotteste, der findes, og udsigt ind mellem to træer også er flottere end ”fuld” udsigt).
”Hvad nu, hvis træet skygger for en del af haven?” – Nå, ja, så skal det selvfølgelig væk! (Selv om et skyggefuldt hjørne er noget af det dejligste på en varm sommerdag).
”Hvad nu, hvis træet skygger for nogle vinduer eller et tag?” – Nå, ja, så skal det selvfølgelig væk! (Selv om skygge kan være gavnligt f.eks. for stråtage, og selv om skygge desuden ikke er det samme som mørke).
”Hvad nu hvis træet taber blade på indkørslen/bilen/fortovet?” – Nå, ja, så skal det selvfølgelig væk! (Selv om efterårsblade er dejlige at sparke i og i øvrigt kun skal rives sammen 1-2 gange om året).
”Hvad nu hvis træet er gammelt og en gren i et stormvejr måske falder ned?” – Nå, ja, så skal det selvfølgelig væk; ”Tør DU tage ansvaret for, at der ikke falder en gren ned på et barn/en bil/ en gammel dame?” (Hvem har sidst fået en gren i hovedet i Danmark – jeg husker kun ulykker med væltede træer, hvor en vej eller en bane går gennem en skov, og ingen har vel tænkt sig at fjerne skovene).
”Hvad nu, hvis træet er gammelt og lidt tyndt i toppen/ har et par rådne grene?” – Nå, ja, så skal det selvfølgelig væk! (Selv om mange gamle træer kan leve endnu 100 år, hvis man beskærer det fra top og side).
Det er det jeg siger: Danskerne hader træer!
Skrevet den 17.08.09