Har du lagt mærke til at, at der er ved ske en ændring i måden, vi ønsker at blive gamle på – nå nej undskyld. Det hedder det jo ikke mere: “…måden vi ønsker at bliver ældre på”.  Jeg tror, det forholder sig på samme måde med vores syn på bygningskultur.

De fleste drømmer om at få begge del: både roen og dynamikken – eller sagt med et billede: Vi vil være både franskmænd og amerikanere. Vi drømmer både om at bruge lange dage på at lave mad efter bedstemors opskrifter og om at være aktive ja måske endda sportslige. Og hvis vi fortsætter i dette billede, så tror jeg godt vi alle kan se for os, hvordan huset ser ud hos henholdsvis den gamle franskmand og hos amerikaneren. Den gamle franske landejendom, hvor der kun lige er sørget for, at der ikke er hul i taget og den amerikanske, hvor der er blevet indbygget mange nye tekniske og funktionelle muligheder.   

Alt dette er naturligvis mest fordomme og generaliseringer. Men jeg synes nu alligevel, det giver et godt billede af det dilemma, som vi står over for, når vi skal finde ud af, hvordan vi bedst lader vores bygningskultur blive gammel.

For mig ville være rigtigst, kun at dyrke min indre franskmand, og nyde al den skønhed og autenticitet, som sådan et liv kan give. Men hvis jeg skal være ærlige, så må jeg indrømme, at jeg gerne vil begge dele: både bevaring og udvikling. Jeg holder allermest af urørte gamle huse med sjæl og originalitet. Men jeg vil leve et moderne liv, og det betyder, at det indimellem bliver nødvendigt ændre på huset. Uanset hvor ondt det måtte gøre. Så er det bare om at gøre det bedst muligt, med størst mulig nænsomhed, med mest mulig forståelse for det gamle hus´ værdier. Og når ind i mellem skal tilføjes et nyt element, så skal det selvfølgelig udføres med lige så stor omhu, som det blev gjort i det oprindelige hus.   

Jeg drømmer om at blive gammel, som et karakterfuldt, smukt og levende hus, der høre til i min egen tid. Hvordan vil du gerne blive gammel?

TWB 2010.06