Fredningspolitik: informationsindsamling og vejledning – eller ”prikkerunde”

I den første radioavis den første hverdag i 2010 kunne man høre om Kulturarvsstyrelsens nært forestående gennemgang af alle landets fredede bygninger, der vil strække sig over 5 år, og angiveligt primært har til hensigt at beskrive de fredede bygningers ”bærende fredningsværdier”, som man i Kulturarvsstyrelsen især for bygninger, der er fredet for mere end godt 10 år siden, ikke finder beskrevet tilstrækkeligt. Denne opfattelse deler jeg fuldt ud, og jeg bifalder ligeledes intentionerne om at komme i en tæt og konstruktiv dialog med ejerne herom.

Det må også betragtes som sandsynligt, at nogle fredede bygninger har mistet deres fredningsværdier på grund af ændringer gennem årene, ændringer, der ikke er søgt om tilladelse til at gennemføre. I grelle tilfælde vil det være rimeligt at ophæve fredningen på disse, men i langt, langt de fleste tilfælde, hvor der gennem årene er begået fejl, vil disse over en periode kunne genoprettes, hvilket så bør ske.

 

Definitionen af de ”bærende fredningsværdier” er en vanskelig øvelse.

Mange i ”miljøet”  er bekymrede for at fredningsgennemgangens virkelige formål er at fjerne et meget stort antal bygninger fra fredningslisten, og specielt bygninger som er vedligeholdelsestunge eller på grund af deres fredningsstatus og bymæssige beliggenhed  repræsenterer et stort ejendomsskatteprovenutab for samfundet.

Dette vil vi følge tæt, men personligt tror jeg det nu ikke.  Næh, det bliver nok i højere grad en ”værdikamp”!  Hvordan skal begrebet ”bærende fredningsværdier”  defineres?  Bliver det ministeriets ”regnedrenge”, kulturhistorikerne eller arkitekterne, der skal have fingeren på aftrækkeren?  

Igennem fredningens nu næsten 100-årige historie kan man af de gennemførte fredninger se, at man gennem årene har haft mange forskellige holdninger til hvad der var fredningsværdigt, og specielt ved nyere fredninger har kravene været tårnhøje. At man så efterfølgende ofte ser, at fredningsmyndighederne ved byggesager giver tilladelse til noget, som man i nyfredningssager bruger som afvisningsgrundlag ,bidrager kun til forvirringen.

 

To måske ikke atypiske eksempler.

Der vil helt sikkert opstå en masse vanskelige situationer som f. eks. den fra medierne kendte sag med  ”Vester Skerninge Kro”, hvor Kulturarvsstyrelsen har konstateret, at 1700-tals kroen indvendigt er væsentligt ombygget i nyere tid, uden at der var søgt tilladelse til projektets gennemførelse, og  ”lokale”  udtaler, at der kun er meget få fredningsværdier tilbage indvendigt. Noget tilsvarende konstaterede myndighederne for få år siden ved Havnsø Kro, som så blev affredet.

 I tilfældet Vester Skerninge Kro er sagen imidlertid mere kompliceret, idet den udvendigt stadig velbevarede og smukke krobygning uløseligt er knyttet til kirken, den ligeledes fredede præstegård og 3 nærliggende fredede bindingsværkshuse, som tilsammen udgør et af landets helt umistelige landsbymiljøer. Men 2 af de 3 bindingsværkshuse er gamle ”B-fredninger” og har rent faktisk ikke nogensinde – set hver for sig - haft fredningsværdi.  

Skulle man mod  forventning ophæve fredningen på kroen, kan man være sikker på, at det snart er sket med dennes  rolle som ”landmark” og samlende funktion i det smukke landsbymiljø.  Så hvis kroen ofres, hvad så med de mindre vigtige, men også fredede, småhuse og den ligeledes noget ombyggede præstegård ? Så burde de vel også fjernes fra fredningslisten!

Vester Skerninge Kro - et "intakt" kulturmiljø

 Alternativt kunne man anlægge en kulturhistorisk synsvinkel og vægte det meget smukke, sammenhængende kulturmiljø højest, hvad jeg vælger at tro på man gør.  Men det afhænger jo ganske af hvor rigoristisk man håndterer begreberne.

Lad mig komme med et andet eksempel, nemlig Malt Gl. Præstegård ved Brørup. Denne blev fredet i  1990 som et eksempel på bygmesteren Peder Holden Hansens klassicistiske stuehuse fra midten af 1800-tallet.

På fredningstidspunktet havde stuehuset skifertag, nyere og forkerte vinduer og yderdøre, en stålskorsten og yderligere en helt forkert og nyere skorsten.  I forbindelse med fredningen blev en omfattende restaurering gennemført, og denne medførte nye vinduer, nye yderdøre, nye overvinduer over disse døre, 3 nye skorstenspiber og et helt nyt tag. Taget var oprindeligt et tagpaptag (helt nyt byggemateriale i 1869!), som relativt kort efter opførelsen blev erstattet af et skifertag, men ved restaureringen lagde man så et tag af røde vingetegl. Endelig bør nævnes, at vinduer og yderdøre blev malet hvide, hvad de aldrig tidligere har været. 

Malt Præstegård - Fup eller fakta?

Konklusion: I forbindelse med fredningen er bygningen restaureret tilbage til en tilstand, som den aldrig tidligere har befundet sig i! Man kan sige, at resultatet i dag så måske er hvad Holden Hansen dengang ville have skabt, hvis han havde haft frie hænder og økonomiske rammer for projektet. Det er i hvert fald et meget æstetisk og stilrent hus, og restaureringen, som er sket i tæt samarbejde med Kulturarvsstyrelsen og en af landets bedste restaureringsarkitekter, er ikke en ”hovsa-løsning”.

 

Fredet eller fredløs

Jeg kunne komme med en alenlang liste problemstillinger og afgørelser, som kan være meget komplekse, og som helt sikkert vil volde hovedbrud i såvel Styrelsen som i Det Særlige Bygningssyn, og jeg frygter en vanetænkning, hvor æstetik og arkitekturholdninger vil trænge de kulturhistoriske synspunkter urimeligt hårdt.

Hvis man i Kulturarvsstyrelsen og i Det Særlige Bygningssyn ser processen konstruktivt og positivt, vil den forestående gennemgang kunne blive en stor fordel for alle, men man skal holde tungen lige i munden og tænke på, hvad der sker med bygninger, der ”affredes”. Det vil typisk være det frie fald, fordi begrebet ”bevaringsværdige bygninger”  kun er tomme ord.  I en sådan ”affredningssag” på Fyn (Nymarksgården ved Hårslev) for nogle år siden resulterede affredningen i , at en stor lade fik sortlakeret ståltag, ”storebæltsfærgeporte”  - model ”Nassau Door” med aluminiumslameller og ovale vinduer og vandskurede vægge.  1700-tals stuehuset fik termovinduer, nyt sortlakeret ”tysk” tag ,og sandelig om man ikke også skulle have et højt tårn med spidst spir i lokal ”murermesterudgave”.

Den forestående gennemgang forudsættes ifølge forlydender gennemført uden Kulturarvsstyrelsen  får tilført yderligere personaleressourcer. Det er muligt, at det kan lade sig gøre, men det bør ikke ske på bekostning af længere sagsbehandlingstid på hverken byggesager eller nyfredninger. Sagsbehandlingstiden er lang nok i forvejen.

Men det skal blive interessant at følge projektet!

Torben Lindegaard Jensen

formand for Foreningen Straatag