Byggemarkedkæderne har indtaget Danmark gennem de sidste 20 år. Enorme betonklodser fyldt med legetøj, møbler, tæpper, værktøj og græsslåmaskiner ligger samlet i centre uden for byerne, omkranset af flagstænger på lange, lige rækker og kæmpe parkeringspladser, hvor selv den bedste nemt kan miste orienteringen. Her gør danskerne deres indkøb, når de skal gøre-det-selv. Men hvor går man hen, når man skal vedligeholde sit historiske hus? Det er ikke så nemt, som man måske skulle tro.

Traditionel viden er glemt
Historiske huse er bygget af materialer og med teknikker, der har været brugt i århundreder, og som vi derfor burde kende godt. Det gælder ikke kun gamle stråtækte bindingsværksgårde, men også etagehuset fra 1850 og villaen fra 1940. I dag er mange nye byggematerialer og metoder blevet almindelige, mens en del af den traditionelle viden er glemt eller overset. 



Vigtigt at tænke sig om
Det kan give alvorlige problemer, når man sætter de gamle huse i stand, fordi man risikerer at vælge løsninger, der kan give byggetekniske skader eller ødelægge husets arkitektur. Nogle huse er udtænkt med rige detaljer, mens andre bevidst er gjort enkle. Hver hustype er noget særligt, og derfor er det vigtigt, man tænker sig om. Ikke bare æstetisk, men også byggeteknisk. Det handler ikke bare om det enkelte hus, men om kvarteret, byen og i sidste ende hele landet.

Postulat om gamle dage
Bekymringen er reel, som man selv kan se det på ude på villavejene. Murermestervillaer i røde mursten pudses, så murværkets detaljer forsvinder. Tagenes typiske, røde tegl erstattes af sortglaserede sten, som står i skarp kontrast til det harmoniske ægteskab mellem murværk og tegltag. Det ser næsten ud som om, husene har fået tunge, sorte hjelme på toppen, der tynger dem i knæ og visuelt skærer dem midt over. Ændrer man på funkisvillaens spinkle vinduer, har det også betydning for hele husets udtryk. Ligesom det småsprossede vindue kolliderer med typehusets rationelle byggeri. Eller det lille husmandssted, som postulerer gamle dage med røgfarvede ’Dolly Parton-vinduer’, hvor glasset buler udad.

Tvivlsom gør-det-selv
I gamle dage kunne enhver husmand reparere sit eget hus, så det holdt. Med industrialiseringen opstod de funktionsopdelte erhverv, og istandsættelse blev en sag for eksperter. Siden kom der skat på de professionelle ydelser, og det blev for dyrt for de fleste at gå til tømreren, snedkeren og gulvmanden. Så måtte den enkelte husejer gøre-det-selv igen, men da var den grundlæggende viden var væk.

Mangel på uvildig rådgivning
”Går man ind i et byggemarked og spørger om råd til, hvordan man skal reparere sine vægge, får man at vide, at man kan sætte gipsplader op eller bruge filt – eller måske oven i købet begge dele. Men det er fremmedelementer i et historisk hus,” siger Birthe Iuel, formand Bygnings Frednings Foreningen. Hun har mange års erfaringer med at sætte historiske huse i stand. Birthe Iuel fremhæver, at de fleste byggemarkeder ikke giver uvildig materiale-rådgivning. Som kunde får man vejledning i forhold til sortimentet: Akrylmaling, gips og filt til indendørs brug, beton og cementmørtel til udendørs brug.

Provinsen hægtet af
Skruer med lige kærv anbefales til fredede huse, men bor man på Sydsjælland, kræver det en tur til København for at finde dem. Det samme gælder fyrretræsplanker i god kvalitet, profilerede fodpaneler, tidstypiske hængsler, beslag og dørgreb. Ønsker man at benytte sig af materialer, som hører til et hus fra en særlig periode, er man ilde stedt. Der findes kun få steder på Fyn og i Jylland samt i København, hvor man kan få de rigtige produkter.

Veteranbil med nye alu-fælge
Når husejere over tid vælger løsninger, der ikke passer til huset, sker der en gradvis  forsimpling eller måske decideret ødelæggelse af bevaringsværdierne. Inden for mange andre brancher er rådgivning en æressag. En mekaniker med respekt for sig selv ville aldrig sælge uoriginale fælge til en veteranbil, og møbelsnedkeren sætter ikke stålben på rokoko-kommoden. Man burde kunne gå i byggemarkedet og sige: Mit hus er en bedre-byggeskiksvilla fra 1930, hvilke materialer skal jeg bruge? Men sådan er det ikke i dag. Egentligt er det underligt, at der ikke for længst er et byggemarked, som har indrettet et bygningskulturelt hjørne på samme måde, som supermarkederne har økologiske varer. Der findes helt sikkert et klientel, som efterspørger rådgivning, kvalitet, forbrugertests og en særlig mærkningsordning for produkter, der knytter sig til bygningskultur.

Lær af nichen
For få år siden blev Carlsberg kritiseret for at brygge kedelige standardøl. Men i 2005 åbnede ølmastodonten Husbryggeriet Jacobsen med henblik på fremstilling af unikke øl til ølkenderne. Bryggeriet blev samtidigt eksponent for brygmesterhåndværk og ølkultur. Til trods for at specialøllene i dag udgør en brøkdel af den samlede produktion, har initiativet forbedret Carlsbergs image og øget brandværdien. De kritiske røster er forstummet. Også Netto sælger billige standardvarer side om side med gode vine, økologiske grøntsager og libanesisk ost. Detailkæden har gjort discountmarkedet stuerent, næsten trendy. For komplementærvarer styrker resten af forretningen - også selvom hovedparten af sortimentet består af filt og akryl.

Nuanceret rådgivning, tak
Og nej, de store byggemarkeder skal ikke erstatte Sadolin med linoliemaling. Men nuanceret rådgivning om forskellige typer af metoder, materialer og historiske stilarter kan forbedre den enkelte virksomheds troværdighed og brandværdi i forhold til konkurrenterne. Ligeså med særligt indrettede hjørner af den enkelte forretning, der henvender sig til kunder, som ejer historiske bygninger eller blot efterspørger andre produkter end det, der er standard.