At erklære en bygning eller et helt kvarter bevaringsværdigt har ingen reel bindende betydning eller egentlig juridisk retsvirkning – erklæringen kan til enhver tid ophæves, og det sker meget ofte i Danmark.

Der er ca. 9.000 fredede bygninger i Danmark. 600.000 andre bygninger lever med klassifikationen bevaringsværdig – fra 1 til 9 point, alt efter bevaringsværdigheden. De væsentligste 300.000 af dem har fået klassifikationen 1-4, og kun 50.000 af disse 300.000 er omfattet af såkaldt bevarende lokalplaner, altså ligger de i et område, hvor en hel gade eller et helt kvarter har fået udarbejdet en lokalplan, der værner om området som helhed.

Men uanset om klassifikationen bevaringsværdig er 1 eller 9, så har denne klassifikation ingen som helst bindende juridisk gyldighed eller retsvirkning. I de kommuner, hvor husene ligger, kan den til enhver tid siddende kommunalbestyrelse eller borgmester bare lade hånt om betegnelsen og bare give lov til at rive ned.

Og det sker i bekymrende mange tilfælde. Så det at have sit hus erklæret bevaringsværdigt er altså reelt en meget tyndbenet, meget skrøbelig og gennemført usikker klassifikation, man desværre ikke kan lægge for meget i. Det er Kulturarvsstyrelsen, der regner med de ca. 600.000 bevaringsværdige bygninger på landsplan, og de fleste bygningsinteresserede finder tallet 50.000 for dem, der er omfattet af en egentlig bevarende lokalplan, for bekymrende lavt.

Nu skal alt i dette lille land selvfølgelig ikke fredes eller erklæres bevaringsværdigt. Slet ikke. Ca. 10.000 bygninger er fredet, og det er vel et meget passende antal. Vi skal ikke i 2009 leve i ét stort frilandsmuseum eller i mange varianter af Den gamle By i Århus. Men omvendt bør vi som nation have så megen pietetsfølelse og respekt for fortiden, at vi reelt værner om og bevarer særlige bygningsværker for eftertiden, altså væsentlige dele af den danske kulturarv.

Og med de deklarationer eller klassifikationer, vi giver dem, også sørge for, at det har bindende juridisk virkning. At f.eks. Københavns Rådhus, som Politikens Karsten Ifversen, for nylig har skrevet en del om, ikke behandles særlig nænsomt overalt, er i hvert fald en trist historie, og det er endda en fredet bygning. Hvad så med dem, der kun er bevaringsværdige? Hvad gør vi mon ikke ved dem?

En fredet bygning som Københavns Rådhus med så mange fine særkender og så stor detaljerigdom fra Martin Nyrops tid bør forpligte meget, meget langt. Er der ingen i det hus, der har røde ører eller bare lidt mere pietetsfølelse? Det virker i hvert fald ikke sådan.

I de senere år har vi heldigvis set meget løfterige eksempler på, at man med fredede huse godt kan være både liberal og respektfuld på samme tid. Tag bare kanonbådsskurene på Holmen i Københavns Havn eller masteskurene samme sted. De er fra henholdsvis 1820´erne-og 30´erne og fra slutningen af 1700-tallet. I dag er der tilført helt nye indendørs funktioner, mens det ydre i høj grad fortsat ligner sig selv. I kanonbådsskurene har bygherrerne fået lov at bygge nye huse inde i og sætte vinduer i til vandet og ovenlysvinduer i skotrenderne i taget, mod så til gengæld at sikre, at resten af det ydre er intakt.

Hvem kan have ondt ved den liberalisme, hvor alternativet reelt havde været tomme, ubrugelige og nedslidte huse uden nogen som helst nutidig funktion eller brugsværdi. Så meget gerne fredning visse steder med nytænkning, og for mig meget gerne andre steder med streng disciplin og uden svinkeærinder.

Bevaringsværdighed derimod. Hvad med den betegnelse? Det er her, problemet for mange ligger. En provinsby som min barndomsby Holbæk er vel en af de allerværste herhjemme til at lade hånt om betegnelsen bevaringsværdig. Aldrig så snart havde den statslige myndighed, Miljøministeriet, for år tilbage ladet udarbejde et stort og dyrt kommuneatlas med de forskellige betegnelser og klassifikationer, før kommunen begyndte at rive de bevaringsværdige bygninger ned. Den nedrivningsivrige borgmester Jørn Sørensen har aldrig nogensinde taget betegnelsen bevaringsværdighed alvorligt og har i højt tempo og meget konsekvent forset sig på en stribe af byens bevaringsværdige huse, og han har flere nedrivningsplaner i de få måneder, han har tilbage som borgmester. Han stopper til nytår, men kun som borgmester. Hans nedrivningsiver har desværre sat sig ganske grundigt hos andre i bystyret.

Holbæks kommuneatlas blev udgivet i 1993 og meget hurtigt efter røg to af byens fine, gamle pakhuse på havnen ned. Trods betegnelsen ”høj bevaringsværdighed”, som det hed dengang. Andre steder i Holbæk er det gået ligesådan. Bl.a. på hovedgaden Ahlgade med Lassens Gaard, og nu er turen kommet til en meget smuk og karakteristisk ejendom i Smedelundsgade, Steenstrups Købmandsgaard, der skal erstattes af en træls ny bygning til Føtex.

Men dog er alt ikke lige slemt i Holbæk. Nogle gange går det bedre. F.eks. skrev jeg i 1989 en bog om min barndomsvej i Holbæk – Bakkekammen, en bygningsmæssig meget interessant vej fra Bedre Byggeskik-perioden. Husene er tegnet af professor Ivar Bentsen og arkitekt Marius Pedersen. Ud af det bogprojektet kom rent faktisk flere fredninger af vejens huse og udarbejdelsen af en samlet bevarende lokalplan. Og planen respekteres og anvendes i den dag i dag.

Resultatet er, at man stadig kun må anvende røde tegltage på de gamle huse, hvor de hørte til fra starten, og dermed ikke de nymodens sortglasserede tegltage, som vi ellers ser overalt. Man må heller ikke som husejer fjerne husenes skorsten. Man vil ikke se synlige parabolantenner eller upassende tilbygninger, altså respekt for den høje bevaringsværdig. Så den gang kunne kommunen dog, men det er også 20 år siden, og der var andre byrødder dengang.

Udpegningen af bevaringsværdige bygninger er langt overvejende kommunernes ansvar, og det daglige og praktiske ansvar for at tage sig af de bevaringsværdige bygninger og for ikke at krænke bevaringsværdigheden ligger hos både ejerne, bevaringsforeningerne, kommunerne, regionerne og den statslige myndighed.

Kommunerne er i øvrigt ifølge loven forpligtede til hvert 4. år at revidere de kommuneplaner, der arbejdes efter, og herunder kan sagtens udarbejdes en bevarende lokalplan eller bare en lokalplan, hvis man ellers har tid, kræfter og økonomi til det.

Og hvem tager sig så af dette vigtige arbejde? Mange steder ingen. Kommunerne har ikke resurserne, de mangler mandskab og penge, og de har ikke kræfter til at tage nye initiativer. Hvem skal også følge op på de eventuelle regelsæt, man får udarbejdet? Jeg møder tit bekymrede kommunale teknikere, der ikke aner deres levende råd. Hvordan skal de nå disse opgaver? Ikke mindst efter kommunesammenlægningerne er det blevet slemt og har snerpet til. Herefter er det blevet endnu vanskeligere, for ikke at sige flere steder helt umuligt at overskue.

Det opfølgende arbejde er mindst ligeså vigtigt som det, der ligger forud med udarbejdelsen af registrering og med færdiggørelsen af den bevarende lokalplan. For nylig foreslog jeg nogle arkitekter i Brøndby Kommune at lave en bevarende lokalplan for et område med fine rækkehuse fra 40´erne, huse, der er under slem og desværre typisk forvanskning. Arkitekterne slog bogstavelig talt syv kors for sig: ”Hvem skal gøre det, hvem skal følge det op. Nævn det aldrig. Vi har ikke kræfterne”. Alligevel kunne jeg godt se, at lysten ikke manglede. Heller ikke forståelsen for problemet.

Derimod har jeg til min store og glædelige overraskelse fået kendskab til en meget detaljeret og meget nyttig bevarende lokalplan for en byggeforening med 107 huse fra 1912-14, ”Lyset”, i Valby. Her har Københavns Kommune rent faktisk og noget undtagelsesvis gjort et fint stykke arbejde, og her følger grundejerforeningen flittigt trop og er ret så striks, hvorfor bebyggelsen nu efterhånden er meget velrenoveret. Og hele tiden bliver bedre og bedre, for hver gang en ny ejer flytter ind.

Hvorimod byggeforeningen Grøndals Vænge i Vanløse, med 385 huse fra først i 1920´erne, ødelægges dag for dag. Her er der for længst udarbejdet en ligeså god og detaljeret bevarende lokalplan. Men ingen håndhæver den. Københavns Kommune har for længst givet op, det samme har grundejerforeningen. Og det er rigtig synd, for husene får løbende og konsekvent de mærkeligste knopskydninger, grimme carporte, plankeværk og massevise af ødelæggende og forkerte vinduer. Alt det man ikke må ifølge de regler, der er præcist formuleret i den gamle bevarende lokalplan, men som ingen længere tager alvorligt. Her har vi netop at gøre med et helt kvarter med en samlet bebyggelse fra bedre Byggeskik-perioden. Det er ikke kun det enkelte hus, men helheden, der bør tages vare på. Jo før jo bedre.

Tilbage er at konstatere, at det rent faktisk står slemt til med en stor gruppe særligt kvalificerede og klassificerede huse fordelt over hele landet. Hvad gør vi ved det? Hvilken myndighed skal tage sig af dem? Hvem strammer op? Vi har i forvejen en forening for ejerne af de fredede huse, BYFO, og vi har også en forening for de bevaringsværdige, men den er desværre indtil videre uden mange medlemmer, uden særlig betydning og uden større indflydelse. Det kunne måske blive anderledes. Hvem tager initiativet?

Nu er bolden givet op -til alle dem, der bor i de rigtig mange bevaringsværdige huse, til landets mange men desværre også mange steder ret passive bevaringsforeninger uden større indflydelse -og til alle de myndigheder, der ikke passer deres arbejde og ikke er sig deres ansvar bevidst.

Rundt omkring i landet har vi en masse byer med områder bevaret som helheder – og som nævnt desværre i varierende kvalitet. Mindre byer som Dragør, Ærøskøbing, Svaneke, Nysted eller Ebeltoft har jo ikke fredet hvert enkelt hus. Helhederne lever med bevarende lokalplaner. Også byer som Ribe, Tønder, Haderslev og Christiansfeld er meget velbevarede – med en del huse fredet – resten som en del af en bevarende lokalplan. Eller tag nogle af landets bedst velbevarede byer af en vis størrelse: Køge, Helsingør, Ringkøbing, Assens, Nyborg og Horsens. Her har man taget bevaringstanken alvorligt og fra starten prioriteret den højt – med alle de tekniske værktøjer, der skal til. Og med opfølgende kontrol.

Så nogle steder fungerer det altså, enkelte steder endda upåklageligt. Mens andre steder slet ikke. I Halsnæs Kommune i Nordsjælland ligger den lille, gamle landsby Auderød med 3040 ejendomme. Her har visse grundejere planer om at udstykke og bygge mere, og det vil et nystiftet bylaug forsøge at sætte en stopper for, fordi de, der allerede bor her, ikke ønsker byen større, men tværtimod ønsker at bevare den i sin nuværende form og størrelse. Måske skulle de så have sig en bevarende lokalplan med det som formål. Hvis ellers kommunen vil og har mandskab og økonomi til det. Men sådan ser det ikke ud, kommunen er ved at gå rabundus.

Så summa summarum trænger dette ikke uvæsentlige område til et grundigt eftersyn og en ordentlig opstrammer. Enten hedder det bevaringsværdig eller ikke bevaringsværdig. Det er rent snyd og bedrag at give husene betegnelsen bevaringsværdig og så ikke samtidig nogen form for gyldig retsvirkning. Hvem kunne tænke sig at stramme op her? Kulturministeriet, under hvem Kulturarvsstyrelsen fungerer? Eller Miljøministeriet, der har det store kendskab fra tidligere – eller hvad med Indenrigs-Socialministeriet, der også er en slags boligministerium? Eller de enkelte kommuner eller regioner?

Det sidste vil være en fortsat meget utryg vej at fortsætte, for så går det
let mange steder som i Holbæk: Den enkelte borgmester river bevaringsværdige huse ned efter forgodtbefindende, og det kan vel dybest set ikke være meningen med at kalde dem bevaringsværdige, når bulldozeren bare tager dem, hvis de pludselig ligger i vejen for nye vidtløftige planer.