Flere års massivt bygge-boom er afløst af krise og konkurser. Titusinder kvadratmeter tomme kontorlokaler, lagre til salg og usælgelige ejerlejligheder kanter land-og byskab.. Det er tid til at se tilbage og spørge: Hvad var det, der blev bygget: Kvalitet eller bras? Arkitektur eller etagemeter?

Rundt omkring var der lyspunkter i arkitekturen, fra Bjarke Ingels terrassehus i Ørestaden og kunstmuseet Fuglsang til det nye Nørre Vosborg eller Utzon-Centret i Aalborg. Men stort set alt andet blev en endeløs reproduktion af moderigtig modernisme, Bauhaus Dessau ganget med titusind, glas, glas, glas, beton, glas og stål. Arkitekterne kaldte sig alt fra 3 x Nielsen til Arkitema, men bagved det hele stod de små børns yndlings-TV-figur, Svampe-Bob-Firkant. Firkantet var det tænkt, og firkantet blev det. Kun Bjørn Nørgaard turde bryde med kulten i sit organiske, jugendstilagtige byggeri på Bispebjerg Bakke sammen med fremmede fugle som Zaha Hadid (Ordrupgård) og Jürgen Mayer (Danfoss Universes seneste bygninger).

Men tager vi os så en tur ud til de nye parcelhuskvarterer, til svinebøndernes gårdstuehuse og til nogle af ejerlejlighedskomplekserne i provinsen, møder vi et helt andet billede: Her er der søjler og karnapper, mansardtage og kamtakker, glaserede tagsten og amerikanske bjælkehuse, norske schweizerhuse og 1800-tals proprietærgårde, empirepalæer og postmodernistiske buer en masse. 

Kontrasten kan ses, bare jeg kigger ud af vinduet fra min arbejdsplads, Sønderborg Slot. På Sundeved-siden af Alssund rejser det nye universitet Alsion sig i glas og stål, et tidstypisk eksempel på tidens transparente modernisme -og på Nordhavnen planlægges en ny bydel, designet af Frank Gehry. Men samtidig ligger lige bag slottet et helt nyt ejerlejlighedsbyggeri med hvidkalkede mure og røde tegltage, med buede og småsprossede vinduer, med joniske søjler og cementbalustre overalt  samt et haveanlæg, hvis fontæner, smedejernsgitre og portaler ville gøre selv Miss Hyacinth misundelig!

Denne kakofoniske clash of cultures er symptomatisk for den danske arkitekturscene lige nu. På den ene side monumenter i Henning Larsen-skolens Bauhaus-repetitioner og amerikansk dekonstruktivisme, og på en anden side Sønderjyllands svar på ”Jakriborg”, den kendte og udskældte kopi af en hansestad på den bare mark mellem Malmö og Lund. Spørgsmålet er så, hvilken bygningskultur, der viser vejen til fremtiden?

Tager vi en tur gennem Danmark og ser på det, der faktisk bygges, er der i hvert fald ingen tvivl om, hvem der er vinderne og taberne lige nu. Taberen er i hvert fald det, der i det forløbne årti blev kaldt ”arkitektur”. Nok havde det elitære arkitektbyggeri godt fat i Københavns havn og Ørestaden, i velhaverghettoerne på havnene i Holbæk eller Nyborg og i prestigekontorerne omkring Lillebæltsbroen. Men når vi længere ud i landet, blev det til enlige svaler.

Ude i den brede praksis dominerede to andre byggetraditioner: Dels et erhvervsbyggeri, der nok smykkede sig med lidt elementer fra ”arkitekturen”, men som ført og fremmest var masseproduceret og hvis æstetik ofte bevidst skulle signalere, at ”her tænker vi kun på penge”. Og dels en nyromantik, der år for år har vundet mere og mere terræn, familiernes tusind små drømmeslotte, ”Jakriborg” for menigmand.

I de nye danske parcelhuskvarterer ser man endnu masser af de enkle rødstenshuse med afvalmede tage, der i forbløffende grad reproducerer typehusbyggeriets storhedstid i 1970´erne. Men billedet er under hastig ændring.

På Sjælland er en stor del af de nye parcelhuse præget af en postmodernistisk nyklassicisme; de er ofte i to etager, facaden er symmetrisk opbygget og murene er vandskurede og malet i pastelfarver. I Østjylland er det derimod en solid bonderomantik, der præger de nye villakvarterer: røde mursten, afvalmede tage, kviste, karnapper, smårudede vinduer osv.

Længere nordpå er billedet mere amerikansk, husene er store, jordstrygende, Frank Lloyd Wright-agtige og ofte i raffineret murværk. Også ude på landbrugsejendommene blev der i de forløbne år bygget som aldrig før. Her har man i stuehusene for længst forladt ”parcelhusstilen”, der nu er et skældsord.

Det begyndte i 1980´erne i Vestjylland med en tilbagevenden til rødstenslænger med hvide vinduer. I 1990´erne så det ud, som om det var herregårdsidealet, der var ved at vinde hos de nyrige svinebønder: kamtakkede gavle, små tårne med spir, høje trapper med gelænder osv.

Men i de sidste 5-10 år er det forestillingen om et ”rigtigt” traditionelt stuehus, der har vundet: længehuse med indgang i midten, højt tag, gavlkvist over midten samt karnap eller udestue mod haven.

Det er tydeligt, at det er familieboligerne, der først og fremmest har optaget de forskellige billeder af dansk tradition. Nyromantikken er først og fremmest det, som mange danskere vælger, når de kan vælge helt selv. På den måde viser billedet af dagens Danmark mere end nogensinde, at der eksisterer to adskilte verdener: arkitekturen og byggeskikken.

Mange arkitekter har prøvet at fortrænge ”den anden verden” ved for eksempel at kalde byggeskikken ”folkelig arkitektur” eller ”funktionsbestemt byggeri”. Men byggeskik er ikke bare en form for arkitektur – den er både noget andet og mere.

I Norge har bygningsforskere prøvet at definere forskellen mellem arkitektur og byggeskik. En af dem er etnologen Hild Sørby, der i en analyse af norsk typehusbyggeri så, hvordan husene var ”sat sammen af citater og fragmenter uden nogen form for logik”. Men her opdagede hun, at hvor arkitekturen var udtryk for en ”designers” samlede idé, en helhedsvision, var byggeskikken et spørgsmål om folkelig kommunikation. Det, der blev kommunikeret, var de velkendte signaler om det gode liv.

Også den danske nyromantik rummer et væld af associationer, f.eks. om de gode gamle dage (bondehuset, den lokale tradition), feriedrømmen og det eksotiske (de spanske buer, den japanske have), de riges verden (”ranchen”, herregården eller ”patriciervillaen” med de blåglaserede tegl), fantasien (folkekunsten i forhaven) osv.Gerne flere signaler sammen, for byggeskikken har, siden vi i 1800-tallet frigjorde os fra knaphedssamfundet, som regel tænkt i ”more is better”.

Alligevel er arkitektur og byggeskik afhængige af hinanden. Meget arkitektur er i virkeligheden byggeskik; de fleste arkitekter sammenstiller mere elementer og former fra de store arkitekters værker end de skaber selv.

Samtidig siver elementer fra den ”store” arkitektur ofte hurtigt ned til at blive byggefirmaets nyeste tilbud. Men spørgsmålet er, om byggeskikken nødvendigvis altid er bag efter arkitekturen? Kan byggeskikken også give forvarsler om fremtidens arkitektur? Kan romantikken i de sidste 10-15 års stue-og parcelhuse i virkeligheden ses som starten på en modkultur til den modernisme, der så længe har hersket ”på bjerget”.

På den måde er ”Jakriborgene” i Lund eller Sønderborg ikke enlige svaler, men varsler om, at romantikken snart bevæger sig fra familieboligerne ind i det større byggeri. Måske er modernismen på vej i graven efter sine tre bølger fra 1930´erne til i dag? Måske tilhører fremtiden fantasien, kolonihavekreativiteten og forestillingerne om historiske eller eksotiske stilarter?

I hvert fald har der sjældent været en større afgrund mellem arkitekturen og byggeskikken end i dagens Danmark. Ser vi tilbage i historien, har forholdet mellem arkitektur og byggeskik altid bevæget sig i bølger.

I slutningen af 1800-tallet var der under historicismen stor overensstemmelse mellem de to verdener. Der var pynt på gesimsen fra Københavns centrum til den mindste stationsby.

Og i årene omkring 1. Verdenskrig lykkedes det Bedre Byggeskik-bevægelsen at skabe en alment accepteret byggeskik for både høj og lav med inspiration i de hjemlige førindustrielle byggeskik-traditioner. Det lykkedes faktisk med at gøre budskabet folkeligt, bl.a. fordi man med ”tegnehjælp” og mønstertegninger skabte modeller, der på én gang accepterede samtidens behov (f.eks. for en villa med 3 stuer) og kunne forstås og efterlignes af den menige bygmester.

I 1920´erne kom imidlertid PHs og modernismens opgør med ”bagstræbet” i Bedre Byggeskik. Derefter blev kløften mellem arkitektur og byggeskik igen afgrundsdyb.

I 1940´erne lykkedes det en generation af socialt bevidste arkitekter at skabe en ny symbiose mellem arkitektur og byggeskik i den såkaldte ”funktionelle tradition”. Det skabte en hel generation af byggeri af høj kvalitet, både i de almennyttige byggerier og i villavejenes tusinder af ”statslånshuse”.

I 1960´erne overlod arkitekterne imidlertid det meste af boligbyggeriet til typehusfabrikanterne og kransporsingeniørerne og koncentrerede sig om institutioner og velhavervillaer. Siden har det almindelige byggeri måttet leve i krydsilden mellem ideologien om ”rationelt byggeri” fra oven og det industrialiserede byggemarkeds tilbud fra neden.

Jeg har sjældent mødt arkitekter, der ikke jamrede over den faktiske byggeskik: Alt blev så ”grimt” i løbet af 1970´erne og -80´erne. Og den nye romantik er endnu værre: ”simili”, ”kitsch” og ”dårlig smag”. Men problemets kerne er i virkeligheden, at byggeskikken i snart 50 år har været ladt i stikken, ignoreret af eliten.

Skal arkitekturen have en chance for at prægebyggeskikken i lidt andre retninger end den populistiske romantik, der er på vej, kræver det imidlertid, at arkitekturens udøvere respekterer byggeskikken som verden med sin egen logik. Det nytter ikke at lave ”Bjarke Ingels for menigmand”; en ny Bedre Byggeskik-bevægelse må møde folk, hvor folk er. Acceptere behovet for tradition .. og skabe gode modeller. Acceptere behovet for sociale signaler .. og tilbyde nogle alternativer. Acceptere livsformerne .. og give dem deres egen ramme.

Men det ville naturligvis kræve, at arkitekterne genfinder den ydmyghed, der endnu i 1950´erne tillod dem at tegne huse for menigmand.

Måske giver krisen os nogle chancer. Heller ikke, når vi går tilbage i historien, var det de store byggeboom-tider, der skabte fornyelsen, men krisetiden bagefter. Lige omkring 1900 var der et sandt byggeraseri. I København reproducerede byggespekulanterne i endeløse husrækker den sene historicisme eller Nyrop-skolens nationalromantik, og ude i landet blev det med få undtagelser til murermesterarkitektur og international ”villastil”. Så kom krisen, der gav tid til eftertanke, og ud af den kom helt nye strømninger: I arkitekturen nyklassicismen, der begyndte med Faaborg museum 1907, i byggeskikken Bedre Byggeskik.

Det samme skete i 1960´erne, da parcelhusene i hundredtusindvis reproducerede de store arkitekters enfamiliehuse i 1950´erne, mens kransporsblokkene skamred Le Corbusiers visioner. Så kom oliekrisen og gav os bygningsbevaring, postmodernisme og ”tæt-lavt”-byggeri. Det bliver spændende om den nuværende krise også vil skabe et sporskifte og give os en arkitektur og en byggeskik, der kan tale sammen på tværs af de sociale og kulturelle grænser?