I disse år går den gode, gamle håndværker på pension. Ham, der kan kitte vinduer, lave tømmersamlinger i bindingsværk eller male dekorationer. Der er ikke nogen til at tage over, for restaurering findes ikke på håndværker-uddannelserne og er nedprioriteret blandt arkitekter. Midt i et historisk byggeboom er det sværere end nogensinde at finde gedigne byggematerialer og kvalitetsdimser. Men sådan behøver det ikke at være.

Tradition og kvalitet
Jeg har et sommerhus i Sverige. Men ikke en ødegård inde i skoven. Vi bor stik øst, tæt ved Bornholm og på højde med Malmø. Østerlen hedder det, i folkemunde også kendt som Sveriges Provence. Alle og enhver i Sverige ved, at landskab og bygningskultur her er noget særligt. Og stedet bruges som begreb i svenske livsstilsmagasiner, der hylder nostalgi, tradition og kvalitet. I Østerlen finder man lave, hvidkalkede længehuse, frugtplantager, kunsthåndværk, kaffestuer og den ene hyggelige Bed & Breakfast efter den anden. Dette er svensk bondeland, som på mange måder holder fast i det oprindelige miljø og derfor har succes. Turisterne vrimler hertil, og Østerlen bruges igen og igen som malerisk kulisse for modereportager og artikler om Det Enkle Liv.



Nemt at få hjælp
Vores eget hus er imidlertid et kataloghus af træ, som i sin tid kunne bestilles per postordre som samlesæt. Et typehus fra 1949, der er inspireret af funkisstilen og kan findes overalt i Sverige. Oprindeligt var det lyst med grønne vinduer, og alle detaljer er forenklede. Nu er det Astrid Lindgren-rødt, malet af en tidligere ejer. Sommerhuset kræver arbejde og har gjort det fra starten. Vi sliber, maler og ordner el. For vi vil føre de væsentlige ting ved huset tilbage til det oprindelige udtryk – samtidigt med at vi sætter vores eget præg. Men vores arbejde kræver viden om farver, form, materialer og teknikker. Og om svensk bygningskultur. Heldigvis er det ikke svært at få hjælp.

Marked for bevaring
Man opdager det allerede på motorvejen, hvor skilte viser vej til butikker, der kan hjælpe med bygningspleje. Det slår mig, at begrebet ikke behøver at blive forklaret som i Danmark. Mange svenskere ved, at man kan sætte de gamle vinduer i stand, og at det ikke er lige meget hvilke dørhåndtag, hasper eller ledninger, man vælger til sit hus. Derfor er der også et
marked for byggemarkeder med speciale i bevaring. 

Caffé latte i byggemarkedet
Qvesarums Byggnadsvård er sådan et byggemarked. Mange kender det, og der findes tilsvarende forretninger over hele Sverige. Her er antikke døre, gammelt tegl, renoverede brændeovne og de helt rigtige pensler. Qvesarums i Skåne holder selv til i et historisk hus og har tilhørende café, der ikke serverer pomfritter og franske hot dogs, men moderigtig caffé latte. Personalet er uddannet og kan rådgive om både regler og materialer, og de er vant til, at kunderne er dygtige hemmafixare, som efterspørger viden. På hylden står der linoliemaling, og man kan få rådgivning om fordele og ulemper ved forskellige materialer og olietyper.

Som barn i en slikbutik
Også ude på landet har vi fundet små enkeltmands-butikker, som eksisterer, fordi der er et marked. At gå ind i en bygningsbevaringsbutik er en særlig oplevelse, for her er som i en gammeldags skibshandel, hvor der dufter af tjære, reb og linolie. Hvor man kan gå på opdagelse og finde alverdens skatte og fine ting i messing, krom og jern. Man kan fordybe sig i småting, bladre i bøger om arkitekturhistorie eller købe en unik havelåge fra 1890, som man selv kan sætte i stand. Her behøver man ikke vælge mellem noget godt og noget dårligt,
for der er kun det gode. For en restaureringsarkitekt er det som at være barn i en slikbutik – alle sanser er åbne. 

Åbenbaring på herresæde
Mogens Christensen er indehaver af Tibberup-høkeren i Nordsjælland. Han fik sin første åbenbaring under et besøg på herresædet Qvarnarp ved den prisbelønnede, historiske by Eksjö. I en lokal ‘byggnadssvård-butik’ fandt han den rigtige olie, gamle tapeter og en mangfoldighed af beslag. Indehaveren bag disken kunne svare på alt. Senere begyndte Mogens Christensen at deltage i svenske sommerlejre, hvor de, der var med, betalte penge for at sætte et hus i stand, som ikke var deres eget.

Ligeværdig kommunikation er alt
Mogens Christensen pointerer, at de henvendelser, hans butik får, kommer fra mennesker, der har truffet et bevidst fravalg. Almindelige byggemarkeder i Danmark prioriterer ikke rådgivning, og folk ved ikke, hvad de skal efterspørge.Derfor er den ligeværdige kommunikation mellem eksperter og private altafgørende.

Hvem skal vinde fru Larsen?
Det seneste svenske jordskred begyndte med bølgen af tv-programmer, der handlede om at sætte huse i stand rigtigt, og han fremhæver de svenske livsstilsmagasiner, som promoverer en livsstil med bevaring, historie og originalitet i centrum. Pyssenysset, javist, men fagligheden fejler ikke noget. Samme folkelighed har bygningskulturen brug for i Danmark. I Danmark er restaurering noget elitært, fortsætter Mogens Christensen: ”Det er ikke af ond vilje, eller fordi hun er dum, hvis fru Larsen maler sit hus med plastikmaling. Dem, der ved noget om bygningsbevaring i Danmark, har måske forsket i det i 10 år. Men det betyder ikke, at de er gode til at formidle. Hvem skal vinde hr. og fru Larsen? Hvordan skal vi vinde dem, hvis vi taler ned til dem eller skælder dem ud? Det handler om at glæde og begejstre. Det har de forstået i Sverige.”

Naboens grønnere græs
Vi kan lære af svenskernes udbud af gode materialer, af den livsstilsorienterede tilgang til historiske huse og mangfoldigheden i uddannelser med fokus på bevaring og bygningspleje. Og ikke mindst kan vi lære af den folkelige tilgang til bevaring. Måske vi skulle gå på opdagelse i mangfoldigheden af dimsedutter, næste gang vi rejser over sundet.