Jeg har netop smidt den seneste udgave af "Ide-nyt" (Vi i villa) i papircontaineren. Egentlig burde jeg vel sætte et skilt på postkassen med ”Reklamer Nej-tak”, men det er jo en helt anden historie.

 

Det er vigtigt at være miljøbevidst. Det gælder også med hensyn til vores kulturarv. For eksempel vores bevaringsværdige huse. Uanset om huset er Bedre Byggeskik eller en gammel landsbyskole, som jeg tilfældigvis bor i, så er jeg én af de ansvarsbevidste beslutningstagere, som Birthe Iuel skriver om i sit debatindlæg ”Stærke kvinder – tag jeres ansvar på jer!”

 

Kære Med-quinder. Bland jer i debatten! Hvorfor lader I jer friste af annoncer i fx ”Ide-nyt” som ’Læg det nye tag ovenpå det gamle’ eller ’Landets billigste vinduer – og så endda vedligeholdelsesfrie’?

 

Vi sparer sammen til så meget andet, eller låner i friværdien på vores huse. Hvorfor knækker filmen så, hver gang det kommer til æstetikken? Det er IKKE for dyrt at kontakte en professionel rådgiver, som har forstand på byggetraditioner, og som véd, hvordan et hus kan renoveres med respekt for bygningens oprindelige stil.

 

Investeringen kan måske godt virke større i nuet, men for mig at se kan det tværtimod gå hen at blive rigtig dyrt at vedligeholde bygningen efterfølgende. Hvorfor? Fordi vi blander materialer sammen, som slet ikke passer til bygningen, og som derfor ødelægger mere end de gavner.

 

I vores gamle skole sidder der stadig nogle vinduer og en enkelt yderdør, som stammer fra bygningernes opførelse i 1861 og 1909 De fejler – med få undtagelser – ingenting. De skader der er, vil kunne repareres ved at vi får udskiftet bundstykkerne i vinduesrammerne. Derudover kan vi vælge at isolere, ved at få fremstillet forsatsrammer. Dette er beviseligt en bedre løsning, end at udskifte vinduerne med nye. Desværre har de forrige ejere valgt at skifte en stor del af de oprindelige vinduer ud, med storrudede thermovinduer. Derfor er vi nu i gang med en gennemgribende restaurering, hvor vinduer og yderdøre udskiftes, og bygningerne bringes tilbage til den oprindelige stil.

 

Jeg bliver altid så negativ, når jeg får ”Ide-nyt” ind af brevsprækken. Der mangler i den grad annoncer fra håndværkere, som respekterer byggestil, og som ønsker at gøre en indsats, for at bevare stilen i vore mange skønne huse. Hvem er det, der har bildt os ind, at huse skal være vedligeholdelsesfrie – og haver med for den sags skyld? Hvem er det, der prøver at overbevise os om, at det eneste rigtige er, at sætte blik eller eternit på gavlene, og isætte vinduer med aluminium på ydersiden eller plasticvinduer. Hvem er det, der forsøger at bilde os ind, at vi skal male med plasticmaling, eller i bedste fald med akrylmaling på vandbasis? Alt sammen for, at vi kan slænge os i hængekøjen, i stedet for at hygge os, med en malerpensel dyppet i linoliemaling. Jeg slænger mig i hængekøjen, mens jeg venter på, at linoliemalingen skal tørre, for – Ja – lindoliemaling tager væsentlig længere tid om at tørre, end akrylmaling, men det venter jeg gerne på – i hængekøjen…

 

I den forgangne weekend var jeg på besøg i Den Gamle By i forbindelse med Håndværkerdagene. Som altid var det besøget værd. Én af de malere, der arbejdede i weekenden, arbejdede med okseblodsmaling. Malingen koster UNDER 15,00 KR. PR. LITER at fremstille. Den er helt uden konserveringsmidler og giftige dampe. Det plankeværk der blev malet, har senest været malet for 15 år siden. Dengang blev det behandlet med én gang overstrygning. I denne weekend blev det så behandlet igen – én gang. Og véd i hvad? Der er ikke eet bræt, der trænger til udskiftning i det pågældende plankeværk. Godt nok kræver det en henvendelse og lidt overtalelse hos den lokale slagter. Efterfølgende skal der blandes tørstof farvepulver i okseblodet, og alt efter hvor længe okseblodet kommer til at stå, før det bliver anvendt, skal der iblandes salt for at blodet ikke koagulerer, det kan du overtale slagteren til at gøre. Jeg er ikke i tvivl. Jeg skal have fat i min slagter, og i noget tørstoffarve, for det skal helt sikkert afprøves på noget af vores udvendige træværk. Malingen skulle efter sigende være meget behagelig at arbejde med.

 

Når jeg diskuterer istandsættelse (restaurering) med andre, bliver jeg indimellem mødt med den påstand, at ”Nu er det jo altså ikke Frilandsmuseet eller Den Gamle By vi lever i” og ”Vi må da stole på, at teknologien anvender de materialer der er bedst” eller ”Der er ingen der skal bestemme, hvordan jeg skal istandsætte mit hus”. Vi er desværre i Danmark blevet så ”forskrækkede” over de fredningssager som bliver omtalt negativt i landets aviser, at vi nærmest modarbejder æstetikken. Det er rigtig sørgeligt. Der er ingen der siger, at alle huse skal fredes. Jeg kan godt forstå, at boligejere indimellem føler sig bundet af fredningsbestemmelser, men der findes en lempeligere løsning end at frede. Bevaringsværdighed er en mulighed. Vi kan sammen lægge pres på kommunerne, så der bliver udarbejdet flere bevarende lokalplaner. Lokalplaner, som kan være med til at redde nogle af vore kultur- og bymiljøer.

 

Derfor vil jeg gerne slå til lyd for, at vi beslutningstagere (quinder) vågner op, og lader være med at lade os friste af de nemme løsninger. Vore huse og miljøet – både det virkelige – og det æstetiske / kulturelle vil have bedre af det.

 

Og mændene – Jeg vil tilslutte mig Birthe Iuels debatindlæg (16.09.2009) – Påtag jer manderollen og forlang, at vores huse bliver behandlet som jeres bil. Og smid så ”Ide-nyt” i papircontaineren, indtil bladet indeholder flere annoncer fra de håndværkere, som vil respektere husenes sjæl, og i istandsætte derefter.

 

Jeg ser frem til at modtage det næste ”Ide-nyt” – Hvis ellers håndværkerne vågner op…..