Bevar fortiden for fremtiden. Tidligere generationer skabte Ebeltoft by. I vores erindring er det en by med tradition for kulturhistorie, med det idylliske rådhus, de mange andre, gamle bygninger i bykernen, toldbygningen, nu Glasmuseet, Fregatten Jylland m.m. Maltfabrikken kan blive den næste kulturhistoriske perle i Ebeltofts bykernen.
Maltfabrikken i Ebeltoft, et markant bygningsværk.
Igen er der ved at trække mørke skyer op omkring et markant bygningsværk. Kommunalbestyrelsen for Syddjurs Kommune har gennem en lang periode været i dialog med borgere og den lokale bygningsbevarings forening By og Land i Ebeltoft vedr. de gamle industribygninger på Maltfabrikken. Administrationsbygningen ud til Algade er bygningsfredet, og ifølge lokalplanen betragtes de resterende bygninger som værende af høj bevaringsværdig.
Kommunen er dog ved at udarbejde en ny lokalplan for området, og Økonomiudvalget har sendt nedrivningsspørgsmålet frem til behandling på det kommende byrådsmøde.
Kommuneatlas
I Kommuneatlasset fra 1999 for Ebeltoft Kommune er Maltfabrikken vurderet til at have høj bevaringsværdi. Det tidligere kornmagasin og malttørreri er opført i 1861 og beskrives som et dominerende bygningskompleks fra den første industrialisme. Bygningerne er opført i historicistisk stil med kamtakkede gavle. Da Kommuneatlasset er udarbejdet i samarbejde med Kulturarvsstyrelsen, vil Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur opfordre Syddjurs Kommune til at kontakte Styrelsen inden sagen behandles i byrådet. Kulturarvsstyrelsen med Det særlige Bygningssyn har stor kompetence inden for området fredede og bevaringsværdige bygninger. Kulturarvsstyrelsen har igangsat en gennemgang af fredede bygninger i hele landet. Vi opfordre til en time out indtil Kulturarvsstyrelsens gennemgang i Ebeltoft er afsluttet. De bevaringsværdige bygninger udgør sammen med den fredede bygning en helhed, der også er beskyttet af lokalplanen.
Bygningsfredning
Kulturarvsstyrelsen henvendte sig i efteråret 2003 til Ebeltoft Kommune, fordi Styrelsen gjorde sig overvejelser om en bygningsfredning af Maltfabrikken med siloer.
Kulturarvsstyrelsen har med skrivelse af 26. januar 2004 oplyst, at man ikke ønsker at frede de bevaringsværdige bygninger, fordi "Ebeltoft Kommune har sikret disse værdier og den fortælleværdi, der knytter sig hertil, gennem den allerede vedtagne bevarende lokalplan, og at kommunen er i gang med en præcisering og detaljering af denne plan.
Da det nu viser sig, at Maltfabrikken alligevel er truet af nedrivning, foreligger der en ny situation, hvor spørgsmålet om udvidelse af den eksisterende fredning bliver særdeles aktuelt!
Fremtidig brug
I lokalplanen fremvises et smukt visualiseringsforslag. Bygninger er levende enheder, der kan omfortolkes, og man kan opdage nye muligheder, der igen kan skabe nyt liv i bygningen og dens omgivelser. Det ses tydeligt i visualisering.
Fredede og bevaringsværdige bygninger kan transformeres til nye funktioner samtidig med, at de bevarer deres oprindelige arkitektur. Interiør tilpasses de nye funktioner og sikrer bygningen en ny æra.
Der kan nævnes mange gode eksempler på transformering af bygninger, Morsø Jernstøberis gamle industribygninger er nu museum, Remisebygningen i Brande er blevet til et kultur- og konferencecenter, Holmens fredede bygninger i København er nu attraktive bygninger, alle kender Brandts Klædefabrik i Odense. Det er bygninger der tiltrækker de kreative virksomheder og kunstskoler, der lever af kvalitet og vil have kvalitet. Alle er de kendte ambassadører for deres by.
Maltfabrikkens samlede bygningskompleks har en fremtid som en transformeret helhed, der vil kunne bevare og berige det omkringliggende byområde. Bygningernes udtryk repræsenterer den tid, da industrialismen kom til Ebeltoft, og det er et markant udtryk man ser på vejen til og fra Ebeltoft. Det at bevare byens kulturhistoriske bygninger betragtes i dag som en væsentlig del af den aktive bys identitet og sjæl med referencer til fortiden.
Vi anbefaler på det kraftigste, at Ebeltoft By transformerer Maltfabrikken, som visualiseringen så smukt viser i lokalplanforslaget. Den har med sin beliggenhed en stor signalværdi for Ebeltofts borgere og dens turisme på linje med Fregatten Jylland, Glasmuseet, den gamle bydel mv.
Bent Falk.
Arkitekt m.a.a.
Formand for Landsforeningen for
Bygnings- og Landskabskultur.
Skrevet den 10.11.10