Så kom rapporten fra det af kulturministeren nedsatte udvalg til belysning af den nuværende og fremtidige bevaringsindsats i Danmark. Det var med blandede følelser, den blev læst. Jeg ved godt, man må væbne sig med tålmodighed, når man arbejder politisk, men var dette virkelig resultatet af mange både indsigtsfulde og engagerede menneskers arbejde gennem næsten 10 år?

De første møder blev holdt i regi af Forum for Bygningskultur, og efter Bygningskultur Danmarks stiftelse fortsatte og afsluttedes arbejdet i foreningens frednings- og bevaringsudvalg med et notat. Efterfølgende lykkedes det på baggrund af en beretning afgivet af Folketingets kulturudvalg at formå udvalget til at anmode kulturministeren om at iværksætte en uafhængig udredning af den samlede bygningsbevaringsindsats i Danmark. Udvalget blev nedsat i september 2007, og forleden blev rapporten så offentliggjort.

Uambitiøst

Især udvalgets samlede anbefalinger vedrørende beskyttelsen af de bevaringsværdige bygninger må siges at være meget skuffende – ja, nærmest uambitiøse. Lige meget hvilken sammenhæng og i hvilket udvalg jeg har siddet de sidste 10 år, har alle været enige om, at de bevaringsværdige bygninger og bymiljøer i store dele af landet stort set er ubeskyttede, og mange steder forarmes ikke kun enkeltbygninger, men hele bymiljøer. Det ses i vore købstæder, og det ses i særdeleshed i mange landsbyer, hvor byggematerialeindustriens frie spil, husejernes, håndværkernes og kommunernes manglende viden og hang til kortsigtede billige løsninger præger billedet.

Selv om jeg først og fremmest er formand for ejerne af de fredede bygninger, så ærgrer det mig at det nu står så grelt til rundt om i landet, hvor man forfærdes over mange af de bevaringsværdige bygninger – især ude i småbyerne og landsbyerne. Jeg havde en forventning om, at de fredede bygninger ude lokalt ville fremstå som rollemodeller, som gode eksempler for alle de næsten lige så værdifulde bevaringsværdige bygninger og deres ejere. Men sådan fungerer virkeligheden desværre ikke for øjeblikket.

Slappe myndigheder

Man kunne også have en forventning om, at oplyste kommunalpolitikerne havde opfattet, at oplevelsesøkonomien – finanskrise eller ej, er kommet for at blive. Den byggede kulturarv tiltrækker veluddannede borgere, den tiltrækker erhvervsliv, den tiltrækker turister – kort sagt den skaber vækst. Hvorfor satser lokalpolitikerne ikke hårdere på det miljø borgerne skal leve og færdes i? Hvorfor bruger de ikke de værktøjer andre allerede har vist dem anvendelige – planlægning, rådgivning, formidling og økonomi.

Når det drejer sig om de fredede bygninger, mener de fleste, at der er tale om en fælles umistelig kulturarv. Staten skal som myndighed passe sit ansvar overfor bygningerne, og ejerne, der har købt og betalt husene, må da gerne have lov til at bo i dem, hvis de opfører sig ordentligt….Der er altså en fælles bevidsthed til og enighed om, at de skal bevares. Mange af de bevaringsværdige huse er lige så væsentlige som de fredede for det kulturmiljø, hvori de indgår. Alligevel ser vi rundt om i landet, at lokalpolitikerne ikke påtager sig myndighedsansvaret for de bevaringsværdige bygninger, men lader stå til. Man vil ikke begrænse borgerne i udfoldelsesmuligheder, og man vil ikke risikere med hæmmende lokalplaner at have spændt ben for udviklingen, som det hedder.

Erfaringen fortæller os, at det bare er en dårlig undskyldning for ikke at få planerne lavet. Mange kommunalbestyrelser har nemlig gennem årene dispenseret for bestemmelser i lokalplanen – bevaringsværdige huse er revet ned, så en bevarende lokalplan er groft sagt mere at betragte som en vedligeholdelsesanvisning og modstand mod for hurtige og uigennemtænkte nedrivninger. I yderste konsekvens bestemmer kommunalbestyrelsen selv, hvor meget og hvor lidt de vil dispensere fra bestemmelserne i planen.

Fra enighed til næsten ingenting

Til trods for at stort set alle i udvalget var enige om, at de bevaringsværdige bygninger skulle beskyttes bedre, lykkedes det ikke at få kommunerne forpligtet på opgaven, herunder at registrere bevaringsværdige bygninger, at udarbejde bevarende lokalplaner og sikre værdifulde kulturmiljøer. Det eneste, man kunne blive enige om, var, at kommunerne fremover skal rådføre sig med Kulturarvsstyrelsen forud for stillingtagen til nedrivningsansøgninger af visse bevaringsværdige bygninger – men kun rådføre sig…

Så meget for næsten 10 års arbejde for en bedre beskyttelse af de bevaringsværdige bygninger!

Kampen for de bevaringsværdige bygninger fortsætter

Men vi giver ikke op. Kan vi ikke få politikernes opbakning til en mere restriktiv lovgivning i beskyttelsen af de bevaringsværdige bygninger, må vi gå andre veje – vi må gøre befolkningen bevidst om vores bygningskultur. Vi sørger for, at hver eneste borger i Danmark igen ved, hvordan man kitter et vindue, og at der skal kalkes inden pinse. Vi driller alle dem, der overvejer at lægge sortglaserede tegl på huse, hvor de ikke hører til og får folk med ambitioner om plastikvinduer til at benægte, de nogensinde har tænkt tanken. Og vi provokerer med vores frelste udtalelser, så vi får folk til at springe til tasterne og deltage i debatten om vores fælles bygningskultur.

Kort sagt: Vi gør emnet til en folkesag – og det gør vi på www.bygningskultur.dk