Det er snart 100 år siden, Bedre Byggeskik-bevægelsen gik i gang med at arbejde »for en højnelse og udvikling af vor almindelige danske bygningskultur«. Det blev til ca. 50.000 huse i bevægelsens levetid, og hvis man medregner de senere murermestervillaer, der var direkte inspireret af Bedre Byggeskikbevægelsen, snarere 125.000 huse i alt.
Alle sammen huse, som i deres arkitektur nyfortolkede den danske byggetradition med vægt på enkelhed, harmoni og gedigne materialer. En solid murermestervilla er i dag en af de mest eftertragtede hustyper og opfattes som indbegrebet af et ægte dansk hus, hvori det gode liv leves.
Desværre har tabt almen viden og det gigantiske udbud af nye materialer medført en forfladigelse af mange af disse smukke huse, der i dag vedligeholdes og istandsættes uden skyldigt hensyn til den fornemme bygningskultur, de repræsenterer. Husene er gemt under overdimensionerede tage, uheldige om- og tilbygninger og ikke mindst nye, utilpassede vinduer. Husene ligger der dog heldigvis stadig og venter kun på, at nogen skal finde frem til deres oprindelige skønhed igen!
Bygningskultur Danmark har derfor, i tråd med Bedre byggeskik-bevægelsens idealer, udgivet Bevaringsguide for Bedre Byggeskik-huse for at øge fokus på det generelle arkitektoniske kulturniveau. Guiden kan anvendes ved vedligeholdelse og istandsættelse af Bedre Byggeskik-huse og, mere generelt, af fredede og bevaringsværdige huse i øvrigt.
Inspireret af Bedre Byggeskiks Årshæfter, der udkom i årene 1918 - 47, fører guiden på en enkel og pædagogisk måde, blandt andet ved hjælp af gode og dårlige eksempler, læseren gennem de korrekte arkitektoniske og håndværksmæssige løsninger for Bedre Byggeskik-huse. Disse løsninger gælder i vid udstrækning også for det fine, murede byggeri fra perioden ca. 1850-1950, som præger mange af vore byer.
Vi håber, at guiden må blive flittigt brugt af ejere, rådgivere, håndværkere, undervisningsinstitutioner, kommuner, museer og mange andre, der interesserer sig for og arbejder med bevaring og udvikling af vores danske bygningskultur.
Guiden kan købes online i Bygningskulturbutikken eller downloades gratis som pdf.
Skrevet den 10.05.11