Deres  Kongelige Højhed, ærede forsamling.

Det er mig en stor glæde at være blevet opfordret af  Europa Nostras bestyrelse til at fremkomme med en replik i tilknytning til dette ”gå hjem møde” i Vejdirektoratets Hovedkontor – et sted hvor  fremragende hjerner ganske selvfølgeligt betragter vejene i det danske landskab som national kulturarv.

Da jeg var ung arkitekt, brugtes udtrykket ”kulturarv” ikke nær så bredt som nu.-- Indenfor arkitektur- miljøerne talte man dengang om historiske bygninger opdelt i forskellige kategorier af fredning. Man var ikke, som nu, opmærksom på de store sammenhænge mellem de enkelte bygninger og omgivelserne.

Det gjorde derfor indtryk på mig, da jeg under et studieophold i 1974 på The University of Advanced Architecture  i York, oplevede, at man i England havde noget man kaldte ”Conservation Areas”, som omfattede både bygninger og landskab.

Det var få år efter at institutionen ”Europa Nostra” var blevet grundlagt i Italien. Herfra udbredtes begrebet  ”kulturarv”, som et - efter min mening - fremragende udtryk for den samlede vigtige substans af nationalt arvegods, der også indeholder arkitektur samhørende med dens omgivelser. I dagens Danmark er det blevet en betegnelse, som jeg tror er umiddelbart mere forståelig end de specifikke fagtermer og fredningskategorier. 

Herudover får udtrykket ”kultur” mig også til at tænke på min endnu tidligere fortid, da jeg som   forststuderende var i praktik på godset Bregentved. Her talte man i skovvæsnet om  ”bøgekultur”,”egekultur”, og  ”grankultur”som udtryk for de afdelinger i skoven, hvor man dyrkede henholdsvis bøg, eg og gran.Udtrykket ”kultur” kommer af den latinske  betegnelse ”cultura”, der oversat betyder ”dyrkning”. Så her må man sige, at udtrykket dækker præcist.

I begrebet ”landskabskultur”, hvori også veje  indgår, optræder termen ”kultur” pudsigt nok ud fra to aspekter. Dels den konkrete ”dyrkning” af  landskabet med græs, korn og træer, og dels den abstrakte  teknisk / kunstneriske dyrkning på tegnebordet eller computeren af det landskabelige rum som en følelsesmæssig oplevelse. Hertil kan føjes et tredje aspekt, ”trafikkultur”, baseret på både konkrete og abstrakte menneskelige forhold. Med alle disse aspekter i spil skabes utallige variationer i oplevelsen af begrebet landskabskultur.                                                        

Problematikken opleves dagligt af millioner af mennesker, hvor situationen for det enkelte menneske kan folde sig ud fra betagelse og nydelse til irritation og vrede, måske op til flere gange om dagen. Bortset fra vejret er der vist intet andet vi mennesker indbyrdes har så intenst til fælles som trafikkens udfoldelse. Vi oplever det tit - ligesom vejret - hver gang vi bevæger os ud i det. - Hvad enten vi er gående, cyklende, eller kørende, virker det genkendende – eller overraskende – men sjældent helt ligegyldigt.

Hver af os kan udpege eksempler på både positive og negative oplevelser. Kystvejen i Nationalpark Thy er formet i snorlige stræk gennem Vangsaa Klithede - men kan for bilisten være en stor oplevelse. Hvorimod den er negativ for jægeren ude på heden. I stor afstand ser han bilerne fare af sted hen ad den 1 meter hævede landevej, som fly på en startbane - uden at de letter..

Her spiller vejenes projekterende og udførende personer en stor rolle. Det gælder både i de store træk med at føre vejene smukt gennem landskabet, og i de små træk med konstruktion af vejbanens overfladestruktur. Men udviklingen kan også afføde sære ubehagelige indtryk, hvor vejenes føring i et bakket landskab virker grov og unaturlig, med grimt udførte gennemskæringer og opfyldninger.

Slemt kan det opleves omkring motorvejenes til- og frakørsler. Endnu værre, hvor der støder andre veje til.  Værst, hvor der yderligere integreres trafik fra andre  nære anlæg - og hvor manglende oversigt og forståelse (logik) i projektet giver usikkerhed, med fornemmelse af at man befinder sig i en næsten umulig udredning af en større sammenblanding af forskellige vejstykker..

Her kan som eksempel peges på motorvej E45, der ind til Århus har fem tilslutningsanlæg for trafik - fra Grenå, Randers, Viborg, Silkeborg og Vejle. Mest problematisk er anlæggene nord for byen, med trafik fra Randers og Grenå. For den fremmede bilist synes de integreret i en flere kilometer stor uoverskuelig sammenhæng, der stedvis synes at køre rundt mellem ”unaturlige” jordflytninger, uden ”naturlig logik” og uden tilstrækkelige pauser med  synligt agerland imellem.