For 14 dage siden var jeg i egenskab af museumsinspektør og molinolog med en skovridder og en havbiolog på besøg hos Vincent Juul på Villestrup for at snakke om vand. Det gav virkelig anledning til eftertanke. Men lad mig begynde med begyndelsen.

Lige siden mennesker fandt på at dyrke deres egne afgrøder i stedet for at indsamle frugt og bær i naturen, har man haft brug for at male korn til mel. Det foregik i 5.000 år på en skubbekværn eller håndkværn.

Det er svært for nutidsmennesker at forstå hvor meget tid, der gik med dette arbejde. Man regner med, at et voksent familiemedlem pr. hushold brugte alle døgnets arbejdstimer på at male mel til brød.

I  1100-tallet indførte man vandmøllen herhjemme. En middelaldermølle af den type, som arkæologerne støder på rundt omkring, er i stand til at formale korn for ca. 50 hushold. Med hver mølles opførelse blev altså ca. 49 menneskers arbejdskraft frigjort og kunne bruges på andre samfundsgavnlige formål.

Så vigtige var vandmøllerne, at Valdemar Atterdag i 1356 udtalte: ”at han ikke ville, at åerne skulle løbe i stranden uden at have gjort landegavn”. Rigtig mange af de møllesteder, vi kender i dag, er gravet i Valdemars tid – og faktisk er langt den overvejende del af vores vandmøller – måske 90 % - grundlagt før 1660.

Vandmøller blev bygget ved alle vandløb, og i 900 år lå de der og sørgede for, at vi fik det daglige brød.  Til møllerne hørte ofte fiskeret i dammen eller ret til en ålekiste ved stemmeværket. I og ved Gudenåen var der utallige møller, og tilsyneladende var det ikke et problem for åens laks – i hvert fald betingede 1700-tallets tyende i Randers sig i deres ansættelseskontakter, at de ikke ville spise laks mere end tre gange om ugen.

Omkring det tidspunkt, hvor jeg blev født (1955), kunne Anders Jespersen, Nationalmuseet, registrere 3.000 danske vandmøllesteder. Ikke ret mange af dem var i almindelig brug, men de var der, og de fleste havde kørt under krigen 10 år før. I dag er der bevaret 300, som er i en tilstand, så de kan genkendes som møller, og af dem er kun 56 er i en tilstand, så de er fredede. Bare i min livstid er 90 % af vandmøllerne altså forsvundet!

I betragtning af Danmarks fortid som landbrugsland er det en meget lille møllebestand, der er bevaret. Til sammenligning med de 56 fredede vandmøller kan nævnes, at der er fredet 330 herregårdsanlæg omfattende 1.147 fredede bygninger.

Man skulle tro, at det var muligt for et samfund som vores at bevare den lille rest af møller, der er tilbage og som dokumenterer vore forfædres liv og virke i landbruget. Men da man i Danmark i 1985 opfandt noget, man kaldte vandmiljøplaner var det ikke kun bønderne, der måtte stå for skud med deres udledning af kvælstof til vandløbene. Nej nu fandt man ud af, at de fisk, der i mere end 900 år havde levet med og ved møllernes stemmeværker, ikke kunne forcere dem! Hvis fiskebestandene i de 900 år var blevet mindre, var det i hvert fald ikke møllernes skyld, for de havde ligget der fra før den tid, man begyndte at tælle fisk. Ikke desto mindre lød der nu krav fra lystfiskerorganisationer om, at disse spærringer skulle væk.

Ordet ”spærring” lyder så negativt – som noget der spærrer for fremskridtet, og selvfølgelig skal det da væk. Ikke? Men man glemmer, at det er ca. 900 års kulturhistorie, man lader entreprenørmaskinerne grave væk.

Man kalder det naturgenopretning. Men hvad er det for en natur, de vil tilbage til? Naturbegrebet er jo kulturbestemt. Vores opfattelse af natur er helt forskellig fra tidligere generationers, og den vil også variere fra fremtidens.

I Danmark har vi ingen uberørte naturområder tilbage. De landskaber, der omgiver os, er menneskeskabte – det er kulturmiljøer. Vi stikker os selv og hinanden blår i øjnene, hvis vi tror at vi kan ”genoprette” naturen. Vi ved, at de fleste danske landsbyer i en fjern fortid blev anlagt i skovrydninger. Skal vi så også jævne vores landsbyer med jorden og give områderne tilbage til skovens dyr? Nej vel – det er vanvid. Det vi gør med naturgenopretningsprojekter, er at skabe nye former for landskaber. Intet andet.

Med hensyn til vandspærringerne – vandmøllerne – så var der en kattelem i den danske vandmiljølovgivning, idet der står, at man skal tage hensyn til de kulturhistoriske levn.

Problemet blev først for alvor stort i december 2000, da Danmark tiltrådte EU’s Vandrammedirektiv, der er udmøntet i miljømålsloven fra 2003, der dikterer at inden 2015, skal alle vandspærringer – og det er stadig vandmøllerne, vi taler om, - være væk. Man siger godt nok, at bygningerne kan forblive, men stemmeværker med videre skal væk. Men hvis et hus har stået med fødderne i vand i århundreder, og der så pludselig bliver tørt omkring det, så skvatter det sammen. Så bevaring er umulig.

Og nu tilbage til Vincent Juul på Villestrup. På Villestrup å har der været 5 vandmøller. Tre steder er alle stemmeværker m.v. væk, og om nogle dage falder stemmeværket ved Vrå mølle. Det lokale museum har krævet, at der sættes overvågning på af en arkæolog, da stemmeværket ligger præcis der, hvor 1600-tallets Vrå mølle lå. Hvis der kommer møllerester op, har vi lov at stoppe arbejdet, så vi kan undersøge det – men vi kan ikke forhindrer dem i at grave det væk.

Den sidste ”spærring”, der derefter er tilbage i Villestrup å, er stemmeværket ved Villestrup. Det sjove ved Villestrup er, at allerede i 1300-tallet, og altså 200 år før herregården blev bygget, lå her en vandmølle. Og da Axel Juul i 1538-42 byggede sin herregård, lavede han et voldsted midt i mølledammen og byggede på det.

Ifølge loven burde stemmeværket ved Villestrup mølle fjernes. Det ville imidlertid betyde, at mølledammen/voldgraven ville udtørres, og Villestrup ville lige så stille synke i grus. For nogle år siden var der et englaug i nærheden, som ønskede åen sænket en meter, for at de bedre kunne udnytte deres enge, som var alt for våde. Vincent sagde nej. Amtet fandt da den salomoniske løsning, at de sagde:  engfolkene ønsker 1 meter, Vincent ønsker 0, altså giver vi dem ½ meter. Det betød, at engen stadig var for våd til at kunne bruges til noget, og at en længe af Villestrup begyndte at synke. Det betød bygningsreparationer i millionklassen, som Vincent selv fik ”fornøjelsen” af at udrede.

Er der noget at sige til, at han nu føler sig og sit gods truet igen, nu hvor de vil omlægge Villestrup å’s øvre løb, så mere end halvdelen af vandet ledes uden om voldgraven?

Vincent har slået sig i tøjret og det var anledningen til at en skovridder, en biolog og undertegnede mødtes med Vincent og en hel dag traskede rundt lang å og voldgrav og diskuterede, hvad man kunne, og hvad man ikke kunne, for

1) at tilfredsstille EU’s krav

2) forhindre en 600 år gammel herregård i at styrte sammen

3) forhindre at kulturmiljøet bliver så forplumret af kanaler og omløb, at ingen længere kan forstå, hvilket genialt entrerprenørarbejde vore forfædre var i stand til at præstere med skovl og hjulbør for 6-700 år siden. Der er ikke natur skabt omkring Villestrup. Alle åens mange  løb er her gravede og forlagt, og følger man dem, kan man i den måde åens løb er formet på aflæse 600 års økonomisk historie.

Og så er det, at jeg siden forrige mandag har tænkt: Er det det værd for et par ørreders skyld? Hvad er vigtigst? Vores historie eller antallet af ørreder, laks og småkravl i Villestrup å? Hvem har bildt Danmarks befolkning ind, at ørreder er vigtigere end kulturarven?  Det har lystfiskerorganisationerne – men hvordan har de dog tiltvunget sig den magt? Og hvorfor finder danske politikere sig i at skulle danse efter deres pibe?