Ifølge Gyldendals Ordbog fra 1931, så er en ”landsby en samling gårde og huse på landet”. Opgjort således viser ny forskning fra Aalborg Universitet (Møller & Staunstrup, 2011), at der i Danmark i 2010 er 5616 landsbyer og bebyggelser med mellem 10 og 999 indbyggere.

Stiller man spøgsmålet: ”Hvad ville det danske kulturlandskab være uden disse mange store og små landsbyer?”, så ville svaret fra de fleste sikkert lyde :”Et visuelt og oplevelsesmæssigt fattigere kulturlandskab”!

 

Set på afstand smelter de allerfleste landsbyer sig symbiotisk og smukt sammen med landskabet, og fremstår som oplevelsesfyldte, historiefortællende og koncentrerede fikspunkter i et stadig mere oplevelsesfattigt landbrugslandskab.

Går man tættere på landsbyerne vil man ud over størrelse og indhold eller manglende privat og offentlig service se, at landsbyernes fysiske fremtræden er varieret, - fra rene ruinhobe over pænt og sobert udseende bebyggelser til rene perler af bygningskulturel, arkitektonisk og æstetisk høj værdi. 

 

Hvordan er det kommet så vidt?

 

Fælles for de fleste landsbyer er, at de for et par generationer siden og til langt op i 1950èrne var økonomisk og kulturelt selvbærende lokale samfund, hvor især landbruget og alle dets følgeerhverv spillede en fremtrædende rolle. Landsbyerne var til for landbrugets skyld.

 

I dag kan man imidlertid betragte langt de fleste landsbyer i Danmark som højmobile pendlersamfund, hvor de fleste erhvervsaktive - bortset fra Bonderøven kendt fra DR2, og nogle få andre tjener til dagen og vejen i byerhvervene i byerne. Det betyder, at landsbyen først og fremmest er et sted, hvor man bor. Landsbyerne er gået fra at være produktionssamfund til  i dag at være bosætnings- og reproduktionssamfund, hvor ”livet på landet” ændrer sig i retning mod samfund, hvor den funktionelle, økonomiske, sociale og kulturelle samhørighed mellem landbrug, følgeerhverv, landsbyservice og landliv nu definitivt er opløst.

Landsbyerne har derfor i nogle år været inde i en voldsom og mange steder ganske dramatisk transformation både levevilkårsmæssigt og fysisk, idet de allerfleste livgivende erhverv og funktioner ikke længere er i drift. Strukturrationaliseringerne skabte landlig funktionstømning og overflødige bygninger efterfulgt af fysisk forfald, som der efterfølgende skal rettes op på.    

 

På jagt efter et nyt planlægnings - og udviklingsparadigme med plads til planlagt og reguleret forskellighed .

 

Forholdene skal ikke være ens i de op mod 6000 små og store landsbyer. Forskellighed eller diversitet bør selvfølgelig respekteres, understøttes og fremmes, og hvis forskelligheden dyrkes som udgangspunkt for fremtiden, er det vel kun fantasien, der sætter grænser for arbejdet med landsbyernes fremtid.

 

Befolkningens måde at bosætte sig på i dag er i grove træk sådan, at på den ene side lever visse mennesker på samme egn og i den samme landsby, som hvor de er født, men på den anden side er såkaldt ”moderne mennesker” i dag mobile og kulturelt frisatte og vælger at bosætte sig på steder, som er i samklang med den livshistorie, som man løbende og meget bevidst former og konstruerer.

Det betyder, at mange moderne mennesker vælger at bosætte sig i landsbyer, som passer til iscenesættelsen af det gode liv. Der vil ofte være tale om landsbyer, som er smukke og velholdte, og som man kan være stolte af at bo i.

 

Derfor bør der være mangfoldighed i landsbysystemet fra iværksætter- eller hestelandsbyen, hvor ” alt er tilladt” til den stramt regulerede kulturarvslandsby med bindingsværk, stråtag og stokroser, hvor udseendet styres gennem bevarende lokalplaner. Personligt ser jeg for mig et landsbydanmark, hvor den enkelte landsby gennem en forventningsafstemningsproces i landsbyen og i forhold til kommunen, har fundet sit ståsted omkring den fysiske udstråling, hvor landsbyerne nok er forskellige, men hvor de tilsammen udgør et stærkt og varieret landsbynetværk, hvor folk kan vælge at bosætte sig og leve efter egne ønsker og muligheder.

 

Planlægningen af landsbyernes fremtid bør derfor handle om, at man uden alt for megen Morten Korch-sentimentalitet registrerer, planlægger og koordinerer indsatser, der forsøger at modulere og tilpasse de historiske og aktuelle, fysiske strukturer således, at de dækker fremtidens behov. Denne proces kan lokalt indebære en gradvis fjernelse af de dårligste landsbyer, samt sanering, oprydning og ombygning og en vis mængde nøje planlagt, nyt byggeri.

 

Målet på sigt er at (gen)skabe smukke og velholdte landsbyer, med en god blanding af gammelt og nyt, fordi landsbyer med styr på det fysiske miljø, efter alt at dømme vil stå i en gunstig position i kampen om at tiltrække nye mennesker, enten som helårsbeboere, som ejere af  ”second-home ”- og fritidsboliger eller som turister.

 

Konklusion: I fremtiden bør landsbyer være forskellige,- også omkring den fysiske fremtræden for at kunne opfylde forskellige befolkningsgruppers forskellige krav og forventninger.