Amaliehaven er placeret på et af de mest prestigefyldte og arkitektonisk interessante steder i København. Alligevel bliver haven sjældent benyttet af københavnerne. Med en åbning ud til havnen vil haven kunne tilpasse sig byens liv og de arkitektoniske rammer omkring Amalienborg.

 Amaliehaven er tegnet af den belgiske arkitekt Jean Delognes i 1979.  Med sine ca. 80 meter bænkeplads, må haven været tænkt til ophold, men de få der kommer i haven passerer igennem uden at sætte sig. I dag ser det ud til at havens vigtigste funktion er at være gennemgang for turister på deres rute fra Amalienborg slotsplads og ud til Den lille Havfrue.

Amaliehaven ligger som en anakronisme på et at Københavns mest betydningsfulde steder, kun sporadisk brugt af forbipasserende turister.    

På vejen stopper de fleste op og tager billeder af det store springvand. Haven er på den måde blevet indlemmet i det billede af Danmark vi sælger til udlandet gennem turisternes besøg. Men billedet virker livløst og forældet. Spørgsmålet er hvilke befolkningsgrupper Amaliehaven skal tilgodese, er den tiltænkt københavnerne eller er den primært tilrettelagt for turisterne?

 Amaliehaven er designet til at man uforstyrret kan sidde på bænkene med en vis grad af privatsfære omkring sig, idet beplantningen skærmer for indblik. Beplantningen skærmer også for udsyn til havnen, der tidligere var en arbejdsplads, der blev betragtet som beskidt og blottet for æstetiske kvaliteter. Men i dag bruges havnen som rekreativt areal.

Byens offentlige arealer bruges i dag mere aktivt end for 30 år siden. På varme sommerdage er parker, pladser og havnefronten i København tæt fyldt af mennesker. Fødselsdage og studentergilder afholdes på tæpper i parken. I dag finder vi det mere naturligt at foretage flere ting udendørs, hvor vi bliver set og ser andre mennesker. Grænsen mellem det offentlige og det private differentieres i disse år på alle niveauer i det danske samfund. Samtaler i mobiltelefoner i det offentlige rum er en af mange årsagerne hertil.

Amaliehavens lukkede attitude, lever slet ikke op til de nye krav for byliv, som den omkringliggende by allerede udlever. Amaliehaven lægger op til en adfærd, der hører første halvdel af det 20. århundrede til, med spadseretur i havens korridoragtige struktur og ophold på bænke med indbygget beskyttelse af intimsfæren. Den måde at være sammen på i det offentlige rum ligger os fjernt i dag. Haven lever derfor sit eget liv.

Amaliehaven har altid været meget omdiskuteret. Da tegningerne af haven blev offentliggjort for tredive år siden blev planerne udsat for en stormende kritik fra fagfolk. Hele to professorer i landskabsarkitektur, Sven Ingvar Andersson og Sven Hansen, udtrykte kritik over det arkitektoniske udtryk, som de fandt udansk og uden særlige arkitektoniske kvaliteter. Beplantningen opfattede de som rodet. Deres hovedkritik dengang gik dog på at Amaliehaven ikke blev den tredje plads som arkitekten Nicolai Eigtved oprindeligt havde planlagt skulle afslutte Frederiksstadens hovedakse. Den blev i stedet en have.

Da arkitekten Nicolai Eigtved i 1749 planlagde bydelen Frederiksstaden, med hovedaksen som det styrende element, skabte han et af de mest unikke anlæg i Europa ikke kun som et formfuldendt stilhistorisk mesterværk, men også i kraft af anlæggets symbolske billede på den enevældige idé.

De fire palæer repræsenterer adelen, der støtter op omkring rytterstatuen, symbolet på kongemagten, som igen vender front op mod gud, repræsenteret ved Frederikskirkens kuppel. I Bredgade bor det højere borgerskab i de store palæer og i Amaliegade bor det lavere borgerskab i de store herskabslejligheder.

Eigtveds oprindelige idé for Frederiksstaden var at skabe tre pladser; kirkepladsen ved Frederikskirken, Amalienborg slotsplads og en tredje plads på den daværende Larsens plads ved havnen, hvor Amaliehaven senere kom til at ligge. 

Arkitekt Steen Estvad Pedersen fortsatte kritikken i 1992. Han mener Amaliehaven forrykker balanceforholdet i hele aksen. Et balanceforhold styret af arkitekturens hierarkiske orden; palæerne vender front mod rytterstatuen, som vender sig mod kirken (gud), som anlæggets klimaks. Men springvandet trækker vores opmærksomhed i den modsatte retning. Estvad beskriver det således, ” Delognes store springvand bliver hele anlæggets krumtap og tager kraften ud af rytterstatue, palæer og kirke, og ødelægger enevældets forfinede symbolik.”

Med opførslen af operaen på Holmen og den forestående etablering af metronedgang bag Frederikskirken ændres den arkitektoniske balance i Frederiksstadens historiske akse endnu engang.

Det er oplagt at gribe chancen og renovere Amaliehaven ved at gøre den tidssvarende og give haven en ny position, der ikke forstyrrer enevældets symbolik.   

Da Delognes anlagde haven brugte han mange forskellige planter. Hans intention var at lade planterne gro vildt mellem hinanden og udtrykke den rå natur i kontrast til højbedenes rette linjer. Indimellem de vildtvoksende planter, buske, træer og bunddække står klippede taks i kubiske former. Men i dag har buske og træer vokset sig store og udtrykket sløres. Slots- og Ejendomsstyrelsen bruger i dag mange ressourcer på at tæmme og afstemme i forhold til aggressive og knap så dominerende planter, og Delognes udtryk er blevet forenklet gennem tiden. 

Beplantning har fungeret fint i en årrække. Men spørgsmålet er hvor bevaringsværdig Delognes planteplan er i dag, om tiden ikke er til at gentænke beplantningen radikalt.    

Nicolai Eightveds akse fra 17 hundrede tallet bør slutte ved Toldbodgade. En åbning af Amaliehaven danner sammen med operaen ’det 21ende århundredes akse’ tværs over vandet

Som landskabsarkitekt fra generationen efter etableringen af Amaliehaven mener jeg, haven indeholder nogle rumlige kvaliteter, der gør den værd at værne om, og med en række enkle greb kan haven integreres i byens nye sammenhænge.

Jeg vil foreslå at opgive tanken om en tredje plads, og acceptere at ’17 hundredtallets akse, ‘ symbolet på enevældens samfundsstruktur, stopper ved Toldbodgade. På den anden side af Toldbodgade starter ’det 21. århundredes akse’, der spænder fra Amaliehaven tværs over vandet til operaen.

Forbindelsen mellem Amaliehaven og operaen forstærkes ved at åbne haven ud mod vandet. Beplantningen i det yderste og det midterste bed fjernes, og kun nogle af de særligt skulpturelle klippede taks kan stå tilbage. I stedet sås græs. De bænkerækker der orienterer sig mod Frederikskirken kan flyttes over på modsatte side, så udsynet bliver ensidigt i retning mod vandet. Beplantning mod Toldbodgade danner, sammen med murerne, fortsat en god afgrænsning af haven.

Ved blot at eliminere noget beplantning, så noget græs, opstamme et par træer og flytte et par bænke, vil oplevelsen af Amaliehaven blive helt anderledes og meget mere anvendelig for den Københavnske befolkning.

Den nye akse er et billede på byen brugt som mødested og rekreation og at vandet atter integreres som element i byen. Havnen er ikke længere en beskidt arbejdsplads. Med de mange nye boliger er havnen blevet ”vasket ren,” og integreret i byen. Vi mangler at Amaliehaven også åbner sig, og forstærker aksen gennem en visuel forbindelse til operaen.

Med en åbning af rummet og en visuel inddragelse af kajen gøres havens rum mere multifunktionelt og mere tidssvarende. De hævede plateauer med græs til ophold vil blive øer i det store rum, hvorfra man kan iagttage udsigten og livet på kajen, samtidig med at det hævede plateau markerer en vis form for privatsfære, hvor man både er sig selv og en del af fællesskabet.

Ved blot at eliminere noget beplantning, så noget græs, opstamme et par træer og flytte et par bænke, vil oplevelsen af Amaliehaven blive helt anderledes og meget mere anvendelig for den Københavnske befolkning. Det vil igen være til gavn for turismens markedsføring af København da oplevelsen med og af lokalbefolkningen altid vil være at foretrække som turist.    

Haven er en gave til det danske folk fra A. P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene formål. Officielt ejes haven af Staten og Københavns kommune og vedligeholdes af Slots- og Ejendomsstyrrelsen. Landskabsarkitekt ved Slots- og Ejendomsstyrrelsen, Tanguy Laviolette fortæller at haven skal holdes i den stand den var, da gaven blev modtaget. Hermed opfordres der til en revurdering af de servitutter der i sin tid blev lagt på haven, set i forhold til det liv der leves i dag, ca. 30 år efter haven blev tænkt.