I Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse ønsker vi Københavns kommune tillykke med den nye, ambitiøse arkitekturpolitik ”Arkitekturby København”, hvis overordnede hensigter og målsætninger Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse næsten uden forbehold kan tilslutte sig.

 

Mennesker og miljø før bygninger

Overordnet finder vi det således overordentligt glædeligt, at Københavns Kommune med arkitekturpolitikken endelig viser, at den for det første er i stand til at forholde sig refleksivt til sine egne visioner og handlinger, for det andet har et godt overblik over den aktuelle situation i hovedstaden og for det tredje, er i stand til at udstikke nogle relativt præcise retningslinjer for dialogen med bygherrer og arkitekter. Særligt glædeligt er det endvidere, at kommunen klart signalerer, at den frem for bygninger sætter mennesker og miljø i centrum og dermed prioriterer byliv før byrum og bygninger. Og at det tydeligt siges, at den bæredygtige by både skal forstås i økonomisk, miljømæssig og social forstand.

 

Bredere faglighed ønskes

Trods dette, er der flere forhold, som undrer. Et af disse er den meget arkitektfaglige faglighed – landskabsarkitekter og byplanlæggere inkluderet – som præger arkitekturpolitikken. I udgangspunktet finder Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse det ganske vist positivt at kommunen tør være så faglig som den er, for niveauet er inspirerende og fagligheden sikrer en seriøsitet omkring emnet, som ellers kunne være gået tabt. Men spørgsmålet er, om ikke fagligheden med fordel kunne være tænkt lidt bredere? Kunne man ikke forestille sig, at det at inddrage andre fagligheder, så som sociologer, antropologer, historikere, kulturanalytikere etc. i arbejdet med arkitekturpolitikken, med fordel kunne have bidraget positivt til diskussionen om den mangfoldige by? I Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse er vi ikke i tvivl om, at en mere eksplicit inddragelse af andre urbant orienterede fagligheder end arkitektstanden, ville være frugtbart for arbejdet med at nå arkitekturpolitikkens meget ambitiøse målsætninger.

 

Samarbejde mellem forvaltningerne 

Et andet aspekt af arkitekturpolitikkens faglighed som undrer, er det faktum, at det intet sted fremgår hvordan det interne samarbejde mellem kommunens forvaltninger foregår, eller fremover skal foregå. For man kunne ellers sagtens forestille sig, at et tæt samarbejde mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen samt Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen omkring realiseringen af målsætningerne vedrørende eksempelvis den socialt og miljømæssigt bæredygtige by, kunne bidrage med nogle andre, for byen og bylivet ligeså relevante fagligheder, som de Miljø- og Teknikforvaltningen besidder. I Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse er vi overbevist om, at et sådant eksplicit, aktivt og forpligtende tværforvaltningsmæssigt samarbejde ville være en fordel, hvis man vil realisere den socialt og miljømæssigt bæredygtige by, herunder komme den sociale segregering til livs.   

 

Københavns mangfoldighed

Et tredje forhold som undrer, er arkitekturpolitikkens tale om Københavns egenart. Egenarten er blandt andet defineret som byens profil med de karakteristiske tårne og spir, den menneskelige skala der fremmer byens liv og atmosfære, samt den særligt danske tradition for humanistisk arkitektur. Der er altså tale om en egenart, som næsten udelukkende synes inspireret af Indre By og de historiske brokvarterer, og som er meget svær at få øje på, når vi taler om Ørestad, Havnestaden eller Nordvest. I Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse efterlyser vi derfor en forståelse af byens egenart som i højere grad tager udgangspunkt i det kvarterspecifikke, frem for i forsøget på at definere én typologisk egenart.  

 

Fokus på andet end fritidsbylivet

Med hensyn til arkitekturpolitikkens afsnit om byrum, er der også flere forhold som undrer. For selvom det er overordentligt positivt at kommunen ønsker at sætte bylivet før byrummet, og byrummet før bygningerne, så er spørgsmålet, om det overhovedet er muligt at planlægge det mangfoldige byliv, som efterspørges? Og, om ikke det arrangements- og aktivitetsdominerede byliv som arkitekturpolitikken primært argumenterer for, i alt for høj grad minder om det, som med et andet ord kaldes for fritidsaktiviteter.  

 Det som Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse savner i afsnittet om byrum og byliv, er en større hensyntagen til det byliv der kommer med borgernes nødvendige, dagligdags gøremål, så som indkøb, arbejde, transport etc. Altså et byliv som ikke kun handler om, hvad man kan gøre når man holder fri. Vi savner desuden en større bevidsthed om, at byliv er mere og andet end rammer for fysiske aktiviteter og momentane festivaler, ligesom vi savner en anerkendelse af det faktum, at forudsætningen for et velfungerende byliv ikke kun er ’tætte, urbane bebyggelser’, men i ligeså høj grad er det overskud af mennesker, som kommer af transit, handel og arbejde. For det daglige byliv opstår kun, hvis der er flere mennesker end de som bor i området, som bruger området – via arbejdspladser, indkøbsmuligheder, stationer, muligheder for gennemkørsel etc. 

 

Det manglende juridiske grundlag

Afslutningsvis vil Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse pointere, at det mest ærgerlige ved arkitekturpolitikken er, at den ikke er forpligtende, og at kommunen aktuelt ingen juridisk hjemmel har til at sikre, at den bliver ført ud i livet. Derfor er der desværre også en risiko for, at Arkitekturby København ender som et velmenende, men konsekvensløst og ligegyldigt dokument. For at undgå at dette sker, vil Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse på det kraftigste opfordre de politikere som støtter arkitekturpolitikken, til at arbejde sammen omkring etableringen af en juridisk særaftale med staten, som garanterer, at arkitekturpolitikkens mange målsætninger får et lovmæssigt grundlag.

 

Simon Harboe, formand

Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse.

 

Københavns nye arkitekturpolitik debatteres den 2. juni i Dansk Arkitektur Center - Læs mere og tilmeld