Jeg vil her prøve at give et bud på, hvad der er der gør, at gamle huse kan tale så direkte og inspirerende til moderne mennesker som os – eller skulle jeg måske hellere sige: post-moderne mennesker som os?  Det er nok mere rigtigt, for selvom moderne arkitektur gjorde livet lettere og bedre for mange mennesker, så var det alligevel som om der manglede noget i de gennemtegnede nye bydele fra 60'erne.

De ægte modernister, der havde skabt så meget godt, var naturligvis uforstående overfor kritikken. ”Jamen vil I da slet ikke jeres egen tid?” spurgte Urban Hansen Slumstormerne, da de flyttede i de gamle huse, som han havde set frem til at skulle rive ned. De ville have tag over hovedet og mere end det – de ville bevare og udvikle fine gamle huse. Det var i slutningen af 1960'erne og nogenlunde samtidig med, at Steen Eiler Rasmussen og andre akademikere arbejdede for at bevare de gamle huse i Amaliegade-kvarteret og på samme tid som Robert Venturi skrev sin skelsættende tekst: Complexity and Contradiction in Architecture, som beskrev, at arkitektur er mere end form follow function, som de fleste tidligere havde ment.

I dag forbinder vi postmodernisme med den overfladiske stilretning fra 1980'erne, og derfor med noget som er overstået. Men jeg synes nu, det giver god mening, at vi definere os som dem, der kom efter en tid, hvor målene og parolerne var entydige og klare. For vi vil have mere end tag over hovedet og gode funktionelle rammer. For selv det mest gennemdesignede område - hvor alle kræfter har været sat ind – ikke rigtigt kan stille os tilfredse? Det er fordi, at vi vil have fortælling med oven i, vi vil have det som ikke kan købes for penge: nemlig historie og oplevelser med flere lag. Det kan bygningskultur give os.

Det være rigtigt svært at få alle funktioner til at fungere optimalt i et gammelt hus, som nu skal bruges til noget helt andet end det er bygget til. Og det er endnu sværere at lave gode tekniske løsninger og gøre huset energieffektivt, men man får et resultat, som ingen kunne have tegnet alene - Et hus hvor afklarethed og funktionalitet går hånd i hånd med skævheder og fortællinger. Huse med bygningdele af håndværk og materialer der ældes smukt. Alt det taler lige til hjertet i vores tid.

I dag ved vi godt, at vi har brug for både fornyelse og forankring. Og hverken kan undvære det funktionelle eller det poetiske. Vi kan sagtens både høre tekno og klassisk. Og det kan være svært at finde ud af hvad der er bedst: En aften i byen i festtøj eller en søndag i de gamle bukser - Vi vil det hele og det har ugebladet Femina fanget i deres seneste kampagne: “Femina - til alle de kvinder du er!”.  Derfor spørger jeg: Hvor mange kvinder er du?