Genbrug gerne gode gamle gårde

Jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort, men når der nu er brug for at skabe nye aktiviteter i landdistrikterne, så vil det være oplagt at benytte nogle af de utroligt mange og utroligt smukke gårdbygninger, der med rund hånd er drysset ud over landskabet i hele Danmark. Og man må meget gerne lade genbrugen tage udgangspunkt i et grundlæggende kendskab til bygningernes værdier og fortælling.

Der er smukke stuehuse, fantastiske lader og charmerende stalde blandt de mange tomme landbrugsbygninger - for ikke at tale om skønne helheder og sammenhængen med landskabet. Det er uden tvivl en kæmpe udfordring for de nuværende ejere at vedligeholde bygninger, der er taget ud af landbrugsdriften, og det er lidt af en mundfuld at gå igang med istandsættelsen for den, der har en idé til ny brug af bygningerne.

De fleste af os bor i dag i byerne, men vi har næsten alle en relation til eller familiær fortid på landet. Byboeren kan nu sidde ved sin pc på kontoret eller hjemme i dagligstuen og kigge på de inspirende gårdbygninger på nettet på www.genanvendgaarden.dk under menuen 'Kend Din Gaard. Det kan man så meget vel gøre som optakt til en køretur ud i landskabet, hvor gårdene ligger og inspirerer til tanker og drømme om nye aktiviteter.

Har man en drøm om et liv på landet eller en idé til en virksomhed på landet, så er det bare om at komme afsted på inspirationstur - og så bagefter tjekke værktøjerne til forretningsudvikling på www.genanvendgaarden.dk.

Jeg indser selvfølgelig, at mange ubenyttede gårdbygninger må lade livet, men mit håb er, at i hvert fald de bedste kan blive stående og enten aktivt indgå i lanbrugslivet eller blive ramme om nye initiativer og et omdrejningspunkt for mere liv på landet. Genbrug er godt - især af noget, der har så mange kvaliteter!

 

 

Skrevet den 29.01.10
Skriv en ny kommentar
Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar
Der er 0 kommentarer til indlægget