Danske møbelklassikere fra perioden ca. 1920-1950 er efterhånden blevet ophøjet til møbelkunst. Vi ser ikke længere Finn Juhls, Ole Wanschers eller Kaare Klints møbler som rent funktionelle siddeflader, spisepladser eller opbevaringsrum. Deres møbler er ikoner, ja nogen af dem er vel nærmest nationalklenodier, og kilde til national stolthed om ikke hos alle danskere, så dog hos en stor del af befolkningen. 

 

Når udlandet med beundring taler om ”Danish design” er det ikke kun det nyeste design, men i høj grad også møbelklassikerne der tænkes på. Det særlige samarbejde mellem snedkere og arkitekter, der i mellemkrigstiden skabte møbler i særklasse, er i dag værdsat langt uden for landets grænser, hvor samlere vil betale svimlende summer for de bedste danske snedkermøbler. Og på loppemarkeder skal man i dag være mere end heldig, hvis man skal gøre et kup, når det gælder møbelklassikere. Man kan ikke længere finde guld på gaden, fordi man rundt omkring i landet udemærket ved, hvad man har af gode ting i stuer, på lofter og i kældre, og man skal nok passe på det og holde det tæt til kroppen.

 

Arkitekt og professor Kaare Klint var med til at præge en hel generation af møbeldesignere med sit fokus på gode materialer, perfekt håndværksmæssig forarbejdning og forening af æstetisk form og praktisk funktion. Men disse værdier havde han ikke fra fremmede. Hans far, P.V. Jensen-Klint, var en af de helt centrale skikkelser i bevægelsen Bedre Byggeskik. Han formulerede foreningens første manifest i 1915:

 

”Foreningens Formaal er ved et Samarbejde mellem Haandværkere, Architekter og Bygherrer at skabe en ny Byggeskik, danne faste Typer for Huse hvori kravet om praktisk Nytte og Brug, om Økonomi forenes med Hjemlighed og Skjønhed. Naar dette Maal er naaet, har Foreningen løst sin Opgave, og kan trygt overgive den i de Hænder, hvor den naturligt hører hjemme, hos Haandværkerne der skal bygge, og hos dem, der skal bo i Husene.”

 

Det handlede om at få kvaliteten tilbage i byggeriet, få fokus på det solide håndværk, de gode materialer og skabe et roligt æstetisk udtryk, som øjet kunne hvile behageligt på. Simplicitet, klarhed og rytme var nogle af de ord der ofte blev brugt og dermed var slægtskabet med de danske snedkermøbler tydeligt. Og bevægelsen Bedre Byggeskik blev dengang en succes – både i forhold til at sætte sit præg på det byggede miljø og bevidstgøre folk om god byggeskik og æstetik.

 

Der er i dag op mod 50.000 bedre byggeskik huse og langt flere huse som er påvirket af bevægelsen. Og selvom netop disse huse af deres ejere som regel værdsættes for deres fine proportionering, gennemtænkte rumopdeling, smukke detaljer og håndværksmæssige kvalitet, er de på ingen måde blevet til folkeeje.

 

Målet med foreningen Bedre Byggeskik,. som var at nå dertil hvor man trygt kunne overgive opgaven med at forene økonomi med ”Hjemlighed og Skønhed” til håndværkere og husejere, blev måske nået dengang, men ligger nu igen fjernt i horisonten. Mange steder forvalter vi vores bygningsarv stedmoderligt, og vi har slet ikke den respekt for den gode bygning, som vi føler for vores møbel- og designarv. Alt skal ikke bygges som P.V. Jensen-Klint gerne så det, men mange håndværkere og husejere, og såmænd også arkitekter, ville ikke tage skade af at have det bedste fra Bedre Byggeskik med i bagagen.

 

Læs mere om Bedre Byggeskik