Nedenstående er et åbent brev sendt til Klima-, Energi- og Bygningsminister Martin Lidegaard (R) den 24. november.
Kære Martin Lidegaard,
Vedr. Ministerens planer om iværksættelse af energirenoveringsplan
Bygningsfrednings Foreningen (BYFO) skal hermed opfordre til, at du i din samlede strategi for renovering af bygningsmassen i Danmark, indtænker både de fredede og bevaringsværdige bygninger.
Såvel ejerne af de fredede bygninger som ejerne af bevaringsværdige bygninger, omfattet af en bevarende lokalplan, er stærkt begrænset i deres muligheder for at energirenovere bygningerne. Begge bygningskategorier er så godt som undtaget Bygningsreglementets bestemmelser.
For de fredede bygninger gælder begrænsningerne indvendigt som udvendigt, for de bevaringsværdige bygninger kun udvendigt. Årsagen er, at gængse isoleringsmetoder i vidt omfang svækker frednings- og bevaringsværdierne.
Trods ejernes lyst og dine planlagte gode incitamenter er ejerne altså forhindret i at energirenovere deres bygninger, som du med din strategi lægger op til i Børsen af d.d.. I forvejen er især de fredede bygninger ofte dyre at varme op, men med stigende energipriser samt nuværende og planlagte energiafgifter kommer ejerne yderligere i klemme.
Vi skal derfor opfordre dig til at tage kontakt til Kulturministeren og evt. Skatteministeren, så I i fællesskab kan finde en model for en acceptabel løsning på problemet.
I BYFO er vi af den opfattelse, at ejerne af de fredede bygninger bør fritages for energiafgifter samt gives mulighed for at fratrække udgifterne til opvarmning i takt med stigende energipriser. Det synes ikke rimeligt at samfundets ønske om at bevare kulturarven, skal belaste ejernes økonomi. Det gør man, når man forhindrer ejerne af de fredede bygninger i at energirenovere bygningerne på samme måde som resten af bygningsmassen. Derudover mener foreningen, at der bør skabes økonomisk incitament for ejerne til at investere i mere miljøvenlige energiformer. Desværre vil både solceller og vindenergi nok ikke være muligt – også her under hensyntagen til varetagelse af kulturarven.
Opgaven er ikke nem og vil kræve stillingtagen til, hvordan man fra politisk hold ønsker at prioritere kulturarven i forhold til miljøet. Hidtil har Bygningsreglementets bestemmelser favoriseret kulturarven, hvilket betyder at både ejerne af de fredede bygninger og miljøet fremover bliver tabere, på hver deres måde.
Mange venlige hilsner
Birthe Iuel, formand BYFO
Skrevet den 24.11.11