Denne scene er velkendt: En mørk vinteraften sidder en grup pe beboere rundt om et bord.Det er farveudvalgets første møde i den nye ejerforening - til foråret skal der males! Den gamle udlejningskaserne har sovet i mere end 100 år.

Fra lejer til ejer
I al den tid er vinduerne blevet malet hvert syvende år af udlejeren. Vinduerne har altid været den samme brune farve, den brændte umbra, der ligner chokoladeovertræk.Og portlandcementen på facaden skulle der jo ikke gøres noget ved. Butiksejerne har gennem årene malet forneden, men resten af facaden står i den oprindelige gråbrune cementpuds. Nu er ejendommen udstykket i ejerlejligheder, og stoltheden hos den enkelte låntager er stor. Beboerne er blevet ejere. Dørmåtterne på trappen er pludselig blevet et fælles anliggende. Og facaden! Det er jo husets ansigt udad til - en slags visitkort for beboerne. 

Angst for at være kedelig
På mødet er der en, der siger:”Egentlig er vores facade jo ret flot! Det er næsten synd, det hele er ensfarvet. Man lægger slet ikke mærke til gesimserne og al den anden pynt.” Man begynder at tale om at bruge forskellige farver på murflader i forhold til gesimser og anden udsmykning. Jo flere farver, des flere tilfredse medlemmer af farveudvalget. Man er bange for, at det skal blive kedeligt. Det er i virkeligheden en misforståelse.

Lys og skygge giver rigt farvespil
Lys og skygge giver et rigt farvespil i ensfarvede facaders relief. Rundt omkring i byen ser man krampagtige forsøg på at få velformede facader til at virke mere ’spændende’ ved at male visse partier af facaden i en anden nuance. I virkeligheden er lys og skygge langt mere spændende og meget mere varieret end disse påmalede nuancer.

Vinduesfarver
Så kommer vi til vinduesfarven. Nu falder bemærkningen på mødet: Er de brune vinduer ikke lidt kedelige? De gamle vinduer skal helst ligne nye vinduer. Nye vinduer er hvide. Det koster nemlig ekstra at få vinduesfabriken til at skifte farve på vinduernes yderside. Alle byens vinduer er efterhånden blevet hvide. Ser man på gamle malerier, vil man finde gule, røde, grønne og blå vinduer. Portene kunne være perlegå, brune eller citrongule. Den vogngrønne farve, som mange tror, er så gam mel som byen selv, kom først frem i 1809. Da kunne man fremstille kromgul, som blandet med pariserblå giver en dyb grøn farve. Byens farver er ved at blive trivielle: Lakseabrikos på facaden, hvide vinduer og grønne porte og døre.

Det vigtige lys
Under bordlampen i vinter mørket ligger farveprøver. Nu opstår der et nyt problem på den farefulde færd fra farveprøve til færdig facade.Lyset. Måske er der en glødepære i lampen, eller måske ligger farveprøverne under en halogenlampe. Næste dag kommer man hen i farvehandlerens lys fra lystofrør. Farvegengivelsen er vidt forskellig. Et andet problem er forestillingsevnen. En lille køn gul farvelap bliver i areal på facaden ganget med flere tusinde. Det gør gulheden af farven også. Farven på den lille kønne gule lap kan på faca den vise sig at være det mest skrigende gule farvehelvede. Nå, det kan jo males om. Ja, men det bliver det ikke!

Farvevalg kan ikke være demokratisk
Farvevalg opfattes som noget alle kan tale med om. Farvevalg kan dog ikke være demokratisk. Man kan ikke finde ’den rigtige farve’ ved at stemme om det. Mange facader, som er skabt til at stå ensfarvede, bliver i disse år malet op i flere forskellige nuancer. Det gælder især facader med kvaderfugede underfacader, gesimsbånd og vinduesindfatninger. Ensfarvede var også brokvarterernes portlandcementfacader, som imiterer den sand sten, man ikke havde råd til. Men som årene er gået, er der kommet kineserskæg under alle vinduesindfatninger, og underfacaden bærer præg af skiftende butiksejeres opmaling. Noget må der gøres. Man ringer efter en maler. Måske skulle man hellere have ringet efter en murer, som kunne retablere den pudsede facade med dens særlige porøse stoflighed og skiften med vejrliget. 

Facaden skal indgå i en helhed
Når man vælger farve til en gadefacade, må man huske, at den indgår i en helhed. En facade i en gade er som musikere i et orke ster. Hvis et af medlemmerne pludselig insisterer på at
spille solist, går det ud over harmonien. På samme måde med facader. Det drejer sig i virkeligheden ikke om at finde en særligt smuk farve til en facade. Det drejer sig om at opnå en smuk helhed i gadebilledet.