Tale ved åbningen af udstillingen : Genkendelsens glæde - Klassiske Danske plakater. Dansk plakatmuseum Århus d. 30 Marts 2010.

 

Kære venner

Kære Peder....

Titlen på den udstilling af klassiske danske plakater, som vi idag er samlede her for at åbne : GENKENDELSENS GLÆDE  ... giver mig ligesom både mulighed, undskyldning og alibi for at gentage og genbruge  nogle af de synspunkter og meninger, jeg i lidt  upoleret form gav udtryk for i en spontan tale ved museets åbning d. 31 Oktober sidste år. .

Dog ikke lige med det samme !

For jeg vil starte et andet sted i plakatens verden, i kunstens verden ... ja, ovenikøbet i den rigtige verden og det virkelige liv med et par overvejelser om noget  man ku´gi´ overskriften:

BILLEDDANNELSER I DET OFFENTLIGE RUM!

Se det lyder meget akademisk og det var også meningen...

Men handler, så ingen skal blive forskrækkede, om det daglige rum vi færdes i , hvor et  mylder af billeder manifesterer sig.

Heriblandt selvfølgelig også plakaten.

Men først tager vi et eksempel på en billeddannelse, der er lykkedes og derefter et , ovenikøbet  lokalt, som i mine øjne er ganske mislykket:

I mange byer, ned på torvet står en statue. Som regel en mand i fuld figur eller måske ovenikøbet ovenpå en hest, ligeledes i fuld størrelse.

En rytterstaue.

Af kong dit eller dat ... eller en fuld figur af borgmester pif eller paf , general Schleppegrell eller måske storkøbmand Hans Broge, som her i Århus, med embonpoint, fuld figurfrakke og vandret bowler og så videre. Eksemplerne er mange, genkendte  og velkendte.

Eller også er det i det lille anlæg hvor en buste, det vil sige overskåret mand på en sokkel ligeledes under ordnede forhold minder os om byrådsformanden engang dengang eller hvem det nu kan være, der lidt beskedent har trukket sig ned i soklen, så jakkesættet eller håndstillingen, signetringen og cigaren  ikke skulle volde billedhuggeren, billedmageren for mange bryderier.

Vi kendte måske ikke manden og kan derfor ikke genkende manden.

Men vi kender genren og vi genkender den typiske installation, i hvilken netop denne type billeddannelse i det offentlige rum kommer til sin ret og giver mening.

Det er opstillingen og installationen der giver dette billede mening.

Symetrien, den centrale placering, hækkenes akser, den respektfulde brolægning, den polerede sokkel osv.

For ...

1. Vi ved HVEM det er !

2. Endnu vigtigere, vi ved hvorfor den er der, HVORFOR han er der.

3. Men vigtigst , vi ved og aflæser af anlæggets formulering, hvorfor den er DER !

Genren er, forøvrigt, afdød...

Altså ikke bare borgmesteren eller kong pifpaf... men  selv, hele genren og den meningsfyldte respektfulde, symbolsk iscenesatte opstilling af de blivende billeder af dem.

Dette viser sig engang imellem vidunderligt klart og måske ovenikøbet morsomt, når en omlægning af byens areal flytter, ja næsten parkerer en sådan figur et andet og måske meningsløst sted. Inde i buskettet, i  skammekrogen så at sige.

Eksemplerne er mange... fortsæt selv...

I stedet har vi fået, hvad jeg som andet eksempel vil tillade mig at bruge, opstillinger og  billeddannelser, stadigvæk i det offentlige rum, som IKKE opfylder nogen af de førnævnte kriterier og derfor er meningsløse:

Jeg tager som eksempel Elisabeth Thoubroes  slange på pladsen foran domkirken her i byen:

1. Vi ved ikke hvad det er for et væsen.

2. Endnu værre, vi ved ikke HVORFORden er der... medmindre det blot er af doven vane.

3. Og allermest mystificerende og uforståeligt, vi ved slet ikke hvorfor den er DER...

for regiet og iscenesættelsen fortæller ikke, hvad vi står overfor, eller for den sags skyld midt i !!!! med mindre dens stædige, lidt klodsede insisteren på at være forkert og i vejen er nøglen til  dens egentlige fortælling?

Og hvis der ikke er mening i både opstilling og objekt er hele øvelsen forgæves og bør ikke finde sted ... og da slet ikke blivende sted!

Al kunst er brugskunst, man bruger det bare til noget forskelligt...dette gælder selvfølgelig også de brugsgenstande, der i mere eller mindre kunstnerisk form , med et mere eller mindre selvopfundet og hjemmestrikket mytologisk alibi stavler sig op i gader og stræder, på torve og pladser, promenader og parker.

Som modsætning til disse to, ku´man kalde det,  officielt monumentale  og meget permanente udtryk,  det  meningsfyldte og  det meningsløse ku´man vende sig til endnu en  billeddannelse, stadig i det offentligt rum og spørge, hvad  er så det  for en  størrelse ??:

Nemlig grafitti.

Ganske vist vil svage dialektikere og moderigtige medløbere definere denne meget agressive overplastring af vore byer, deres vægge og rum, deres inventar, med en hårdnakket lak næsten så stædigt permanent som rytterstatuens bronze,  som et kunstnerisk udtryk.

Lad mig afslutte enhver diskussion om dette fænomen ganske kort: Grafitti er ukunstnerisk samfundsfjendsk hærværk og kræver hverken blød, forstående fortolkning eller kunstnerisk respekt.

Som den klassiske teateranmeldelse, der i sin dræbende lakoniske korthed fastslog: ”Anmelde denne forestilling, det skulle da være til politet,! ” er det i grafitti´ens tilfælde det eneste der er at gøre.

Formentlig ville et total forbud mod forhandling af de talentløse og talentløses spraydåser, som ikke bruges til noget fornuftigt alligevel, sætte en automatisk stopper for svineriet...

Det visuelle udtryks dræbende konformitet og  impotente uopfindsomhed taler for sig selv.

Det bliver ikke nødvendigvis til kultur fordi vi kalder det sub- kultur eller endnu mere fredhelligt : ungdomskultur !

Nå, nok om det.

For nu må jeg hellere nærme mig dagens emne: Reklamens billeder, som vel kan siges at være den sidste store medspiller i byrummets billedkakafoni.

Vi fejrer idag en udstilling af nostalgisk karakter.

Reklamebilleder ef en vis human skønhed.

Den klassiske plakat.

For der er sikkert ingen tvivl om, at det  samlede reklamebillede, og de reklamebilleder vi nu i den nærmste elektroniske fremtid vil blive bombarderet med, langt mere effektivt og udspekuleret, vil blive af en ganske anden karakter,.

Men når det  nu trods et lille kæphesteridt er lykkedes mig at nå frem,  så lad os blive ved de plakater vi idag skal fejre og opleve og som danner et lysende forbillede, ja netop forBILLEDE for så megen anden henvendelse i det offentlige rum, som er så hårdt angrebet og hvis øvrige visuelle fænomener jeg tidligere, i al hast,  har skitseret.

For plakaterne her opfylder alle de elementære krav til netop billeder i det offentlige rum, hvis de overhovedet skal give nogen mening:

De er artikulerede.

Det vil sige den henvendelse de kommer med, er formuleret på et niveau, hvor det både giver mening at afsende og især,  at modtage plakatens budskab.

Den skal, så at sige, skabe sit eget rum i rummet, så vi, som jeg  før opremsede det, forstår:

1. Hva det er for ” et væsen ”

2. HVORFOR den er her ?

3. og, når vi står på jernbaneperronen ved  busstoppestedet, eller passerer plakatsøjlen, hvorfor den er HER ?

For at møde mig, selvfølgelig.

Det er min gyldne regel, Arnoldis lov, at et objekt man så at sige fylder i verden,  og som fylder i verden, selv skal kunne forklare sin tilstedeværelse.

Forklare sig uden forklaring.

Gøre sin ret og sit rum gældende.

Ved egen kraft!

Det gælder alle billeddannelser i det offentlige rum.

Dem man så at sige påduttes og ikke frivilligt opsøger.

I museets reservat må alt og alle for mig gøre hvad de vil.

Vælte sig i volapyk, hvis det gør dem lykkelige.

I det offentlige rum gælder andre regler: Arnoldis lov !

For planlægningen, for bygningernes udsagn, for den offentlige kunst, for reklamen og altså også for plakaten.

Plakaten er et kommercielt væsen og i dens udsagn ligger, som jeg sagde det i min lille tale ved museets åbning, ikke alene den kunstneriske stemme, plakattegnerens, men også afsenderes, kundens.

Så plakatmuseets samling af 400.000 plakater er i virkeligheden et imponerende kor af  mere end 800.000 stemmer og dagens vidunderlige ophobning af gamle danske plakater er med sine 400 eksempler mere end 800 stemmer.

Hvis man vil tæller stemmerne op?

I disse kvantitets -fikserede tider, hvor f. Eks. seertal betyder mere end hvad seerne ser, er oplevelsen af disse 800 kvalificerede, velartikulerede udtryk langt stærkere end blot  et nostalgisk gensyn.

Og hvad er der forøvrigt i vejen med et godt gensyn, og hvorfor skal man undskylde nostalgi, især når den så raffineret som i dagens udstilling omfatter glemte tider vi godt husker.

Gemt væk og vist frem på plakaternes skrøbelige papir så fjernt og så nærværende på en magisk gang.

Artikulationen  brænder igennem.

Mange af de varer og tiltag der her reklameres for hverken kan eller skal vi mere købe.

Verden er en anden...

Men som jeg sagde sidst, især rettet som en tak  til Peder Stougaard, som har opbygget plakatmuseets samling gennem snart 50 år: Flygtige kunstarter har trofaste elskere...og der må være en indlysende, ja netop lysende grund til at vi huske så mange disse plakater så godt.

Modsat rytterstatuer og bronzeslanger og grafitti trækker plakaterne snuden til sig igen.

De går på scenen, afleverer deres replik, og forsvinder i dagligdagens robuste forvirring og opslidende billedmylder.

Vi når ikke altid at klappe.

Flygtigheden er plakatens privilegium og adelsmærke.

Den baner, men står ikke i , vejen for efterfølgere...

Den indbyder til fortsættelse.

I plakatens indbyggede forgængelighed haster livet videre.

Plakatkunstnerne, på hvis vegne jeg også taler idag, har valgt at leve og virke i det virkelige liv.

De får på en gang den store synlighed og den hurtige usynlighed.

De bliver ikke hængende på gadehjørnerne eller tager skamløs plads op i anlæggets klippede gange og torvets travlt trafikerede midte.

De lever med flygtigheden som et vilkår og den kommercielle sammenhæng som en sund forudsætning.

En plakat for en spade kalder en spade :  En spade !

Alligevel lykkes det engang imellem, i formuleringen, at komme med et kunstnerisk udsagn , der lever længere end udsagnet får lov at hænge fremme og den opreklamerede og plakaterede vare eksisterer.

Det er det vi  ser her idag:

Billeder fra det lille land i den store tid.

Noget kunne tyde på at  også flygtige forhold kan få varige følger !

Og at selv  overfladiske kunstneriske udsagn kan sætte sig dybe spor.

 

Med denne troserklæring vil jeg hermed erklære udstillingen : Genkendelsens glæde - Klassiske danske  plakater ... for åben !

Per Arnoldi