Der er i disse år en øget bevågenhed omkring den danske kulturarv. Med kommunalreformen er også kulturarven og bygningsbevaringen blevet et emne som kommunerne skal forholde sig til, og politikerne er blevet opmærksomme på, at kultur- og bygningsarven er vigtige faktorer i styrkelsen af kommunens oplevelsesøkonomi. Desværre bliver det ofte kun ved de fine hensigter.

Vi oplever i dag en stigende interesse for kulturarven og for de bevaringsværdige bygninger. Derfor er det nu, der skal tages stilling til, om man vil tage skridtet fuldt ud for at sikre de bevaringsværdige bygninger og byrum i de danske byer gennem bevarende lokalplaner.

I mange kommuner synes det desværre som om, at lokalplanerne har trange kår i den politiske dagsorden. Måske fordi lokalplanerne ikke vinder opbakning blandt de borgere, der bliver omfattet af planlægningen.

Husejerne oplever, at udpegningen af deres hus som bevaringsværdigt mest af alt er til besvær, og når der så ikke følger en automatisk kontant kompensation, som der gør, hvis et hus bliver fredet, opleves det som endnu mere besværligt. Husejeren skal selv søge de få midler, der er afsat til at bidrage til bygningernes vedligeholdelse. Derfor er det på mange måder meget lettere for både kommunen og borgerne, hvis der ikke udarbejdes en bevarende lokalplan.

Ofte er det således borgernes modstand samt de økonomiske omkostninger forbundet med registreringen af de bevaringsværdige bygninger og udarbejdelsen af den bevarende lokalplan, der hindrer kommunen i at igangsætte det bevarende planarbejde.

Da kommunerne var mindre, var det lettere at administrere sig ud af bevaringsplanlægningen uden et faktisk, juridisk plandokument. Men efter kommunalreformen, hvor kommunerne er blevet noget større, er det blevet tydeligt, at de mindre byer i storkommunen ikke kan klare sig uden politisk vilje til at påtage sig ansvaret med at sikre den bevaringsværdige bygningsmasse, kommunerne er blevet pålagt.

Men der er hjælp at hente for kommunerne. Mange aktive, engagerede fonde, foreninger og organisationer er skudt frem i de senere år, og kommunerne kan med fordel udnytte dette ’vidensnetværk’ i deres videre kommunikationen med borgerne, embedsmænd og politikere.

 I nogle tilfælde kan den manglende bevarende planlægning måske bero på, at man politisk og administrativt opfatter bevaring alene som en hindring for udvikling. Men man har i flere tilfælde bevis for, at netop en kvalitativ bevarende lokalplan giver mulighed for vækst og udvikling af byen. Selve arbejdet med den bevarende planlægning kan afføde en generel bevågenhed på kulturarven, der kan være med til at sætte fokus på byens lokale identitet. Opmærksomhed på et steds særlige kulturarv kan bidrage til at skabe turisme og muligheder for opgradering af kommunens oplevelsesøkonomi. Men de bevarende lokalplaner kan også have salgsværdi i sig selv i forbindelse med markedsføring af byens kvaliteter og  bosætningsmuligheder. Det bevaringsværdige bybillede kan danne kontekst for aktiviteter og oplevelser i byen, og således i kraft af sin helhed fungere som en form for kulisse.

Der er grund til at bevare fortiden

En bevaringsværdig bygning eller et bevaringsværdigt byrum kan bidrage til byens identitet som et skelsættende og uundværligt udtryk for sin tid. Alle synlige spor af fortiden er vigtige, da de er med til at fortælle om bygningen eller områdets historie – både i kraft af de mennesker, der har levet i området, og i kraft af bygningens påvirkning på bybilledet.

Arkitektur har altid været modtagelig over for sin tid, for tidens mode, politik og det eksisterende livssyn. Nogle bygninger er opført for at opfylde nogle bestemte funktioner, andre er opført med en hensigt om at være noget særligt, og at stå som monumenter for deres tid. For visse klassicistiske stilperioder har det gjort sig gældende, at arkitekturen skulle stå som et minde om en forgangen tid eller en historisk begivenhed, og selve denne iscenesættelse af arkitekturen gør bygningerne vigtige at bevare.

Mennesket synes altid at have været interesseret i fortiden, og hvorfor vi i dag lever, som vi gør. Den fysiske bygningsarv er et tydeligt og håndgribeligt bevismateriale på, hvordan vi tidligere har iscenesat og indrettet os på, og derfor er bygningsarkitekturen så vigtig at bevare.

Det har taget mange århundreder at skabe de bysammenhænge, som vi bevæger os rundt i i dag. Mange glemmer desværre at sætte pris på den historielagring, der ligger i vores byggede kulturarv. Af alle de rigtige grunde er det derfor vigtigt at drage omsorg for vores fælles historie og passe på de bygninger, der står som monumentale vidnesbyrd for en national og regional historie og identitet. 

Vi fristes let til at gå ad de sædvanlige ruter gennem byen uden videre øje for omgivelserne. Men lader vi blikket glide op og vandre over husenes detaljer, dekorationer og profil, vil bygningerne blive levende og fortællende. Derfor er de bevarende lokalplaner sig vigtige, da de er med til at sætte fokus på de elementer og detaljer, vi glemmer at lægge mærke til.

Den bevarende planlægning er vigtig netop i kraft af, at den retter opmærksomhed på disse vigtige og fine detaljer og sammenhænge i bybilledet – kvaliteter, der er med til at danne kulturarv og en fortælling, der kan bidrage til den kollektive forståelse af byen og stedet som helhed.

Hvad og hvor meget skal bevares?

Vores byer er resultatet af magtkampe, politik, markedskræfter og stigende befolkningsvækst. Det har oftest været det pæne og det ordnede, som er blevet bevaret, mens det nedslidte, beskidte og ubrugelige er blevet fjernet gennem tiderne. Vores romantiserede syn på fortiden hjælper os med at fortrænge historiens mindre flatterende begivenheder og nedrive de bygninger som ikke passer ind i opfattelsen af det pæne.

Man kan altid diskutere om noget har mere eller mindre værdi end noget andet, da alt er værdifuldt for dem, der er i berøring med det. I bund og grund består vores byer af bygninger, der stadig står her efter århundreder, fordi der gennem tiderne har levet folk i dem, som har draget omsorg for bygningen, og som har fundet dem værdifulde. 

Den bevarende planlægning betyder, at nogle pålægges restriktioner, andre ikke, og den tager ikke stilling til, hvem der påvirkes af bevaringsbestemmelserne og hvem der i princippet kan gøre som de vil med deres bygninger. Det, der betyder noget for udarbejdelsen af den bevarende lokalplan, er hensynet til den overlevering, vi ønsker at bevare og beskytte, og heraf hvilke bygninger der i så fald skal udpeges som bevaringsværdige.

Skillelinjen mellem og vægtningen af de vurderinger, der giver udslaget af, om en bygning er bevaringsværdig eller ej kan og skal diskuteres. Det er disse overvejelser, som er vigtige at kommunikere ud til de mennesker, der bliver berørt af den bevarende planlægning.

Det er vigtigt at blotlægge præmisserne for de valg og vurderinger, der ligger bag den bevarende lokalplan for at skabe en kollektiv oplevelse og forståelse af kulturarven og de bevaringsværdige bygninger og byrum. Der skal være en gennemskuelighed og synlighed i udvælgelsen og udpegningen af de værdier, som gør objekterne bevaringsværdige og vigtige.

Det er paradoksalt, at fokus primært ligger på vækst, udvikling og fornyelse, når vi ved, at hvis man fokuserer på kvaliteten i det bestående, så kommer meget vækst og udvikling af sig selv. Det er således vigtigt at finde balancen mellem at sikre vores fælles kulturarv og at bevare for bevaringens skyld.

Sådan bevares fortiden

Der er i dag ca. 300.000 bygninger i Danmark, der er udpeget som bevaringsværdige i kategorien 1-4 efter SAVE-metoden. Kun ca. 50.000 af disse bygninger er omfattet af bevarende lokalplaner, der juridisk sikrer, at bygningerne ikke kan nedrives eller ændres uden byrådets eller kommunalbestyrelsens tilladelse.

Der er allerede brugt mange kræfter på at registrere de bevaringsværdige bygninger i f.eks. de kommuneatlas, der blev udarbejdet i 1990’erne. Desværre er de for flere kommuners vedkommende ikke fulgt op af bevarende lokalplaner, som er det eneste planredskab, der er reelt bindende for borgerne. Dertil kommer, at mange af de registreringer, der blev foretaget i 1990’erne er ved at være forældede og derfor behøver en ny gennemgang for at sikre korrekt bevaringsværdi.

SAVE-metoden (Survey of Architectural Values in the Environment) er en faglig vurdering med udgangspunkt i en besigtigelse af den enkelte bygning, hvor en fagperson foretager en vurdering af fem kategorier med værdier fra 1 til 9. De fem kategorier er arkitektonisk -, kulturhistorisk - og miljømæssig værdi samt originalitet og tilstand. Ud fra en samlet, faglig vurdering bedømmes den samlede bevaringsværdi - og dermed om bygningen er bevaringsværdig eller ej. I de fleste kommuneatlas er det alene bygninger opført før 1940, der er blevet vurderet, men flere steder er man begyndt også atregistrere og vurdere senere opførte bygninger.

Det er op til den enkelte kommune at bestemme, hvilke skel mellem de 3 bevaringskategorier (høj, middel og lav værdi) man ønsker at sikre med bevarende planlægning. Det mest almindelige er bevaringsværdierne 1-4, som svarer til de kategorier byfornyelseslovens støttemuligheder retter sig mod.

 SAVE-registreringen bliver ikke juridisk bindende for borgeren før den medtages endeligt med en bevarende lokalplan. Derfor er det meget vigtigt, at alle de kræfter, der har ligget i at SAVE-registrerer de 300.000 bygninger rundt om landet, bliver fulgt op med udarbejdelsen af bevarende lokalplaner. Ellers går dette store arbejde tabt. 

Det er altså en faglig, objektiv vurdering, der ligger til grund for den bevarende planlægning, som præsenteres for henholdsvis politikere og borgere. Men i nogle tilfælde ser vi, at den faglige ekspertise ikke er nok i sig selv, og derfor må vi finde en måde, hvormed vi bedre kan kommunikere de præmisser, som bevaringsbestemmelserne for de udpegede bygninger bygger på. Det er derfor nødvendigt at finde metoder, som kan gøre det nemmere for kommunens embedsfolk at formidle bevaringsbudskabet på overfor både politikere og borgere. 

Opråb

Igennem arbejdet med flere bevaringsopgaver kan jeg ikke andet end at undre mig over den tilgang, nogle kommuner – og dermed politikerne – har til bevaringen af kultur- og bygningsarven. Hvordan kan det være man oftere tilgodeser den enkelte borgers muligheder og trang til hurtige løsninger frem for at rette fokus på den kollektive vigtighed af at sikre vores historie?

Politikerne befinder sig ofte i et konfliktfyld position ved både at skulle varetage samfundets interesser og tjene den enkelte borger. Dette gælder ikke mindst den bevarende planlægning – et område mange politikere er varsomme med at beskæftige sig med.

I mange bevaringssager ser vi, at det ofte ender med, at planlægningen tilpasser sig borgerens ønsker frem for at tage hensyn til den kollektive sikring af vores fælles kulturarv. Men det er politikernes – og ikke borgernes – ansvar at påtage sig at sikre den bevarende planlægning, der kan komme alle til gode frem for at følge dem, der råber op.

En mulig løsning

Det allervigtigste succeskriterium i en bevaringsproces må være, at både politikere og borgere tager ansvar og påtager sig et ejerskab for at sikre værdifulde bygninger og byrum for fremtiden. Hverkenpolitikere eller borgere har tid eller kompetencer til at sætte sig ind ialle facetterne i en bevaringssag. Det er således op til os planlæggeresom fagfolk at bidrage med de redskaber, der skal til for at lette forståelsen af sagens kompleksitet og omfang.

En løsning kunne være at fokusere mere på helheden end på detaljeni formidlingen af bevaringssagen, f.eks. ved at vise modsætningerne ibyen: Den ældste bygning overfor de nyeste bygninger, det klarestestileksempel overfor det mest ombyggede eksempel eller en statistiskgennemgang (og dermed en konkret dokumentation) af bygningensproportioner, detaljer og farver, som er vigtige at sikre i bevarings øjemed.

En del af metoden til en bedre formidling af bevaringsplanlægningen kunne være at fokusere på de bevaringsværdige bygningers proportioner og overordnede udtryk frem for bygningens enkelte detaljer. Det kræver en stillingtagen i de bevarende lokalplaner i forhold til, hvad man ikke ønsker: f.eks. at bygningen ikke må males i en neonfarve, have store termoruder eller have bygningselementer, som ikke passer til stilarten.

Derudover skal de vigtigste elementer, som originale døre, vinduer, skorstene, tagform mv. naturligvis sikres. Det kræver, at det formidles hvor vigtige netop disse elementer er for en bygnings arv. Hvis en ældre bygning i kraft af tidens og stilarternes skiften har fået nye bygningsdetaljer som f.eks. et nyt indgangsparti eller nye dekorationer, er det vigtigt at disse også bevares for dermed at kunne fortælle hele bygningens historie.

I fremtiden skal vi udarbejde bevarende planer, der sikrer helheden og de bevaringsværdige miljøer og områder. Og vi skal finde en måde at formidle budskabet på til både beslutningstagerne og til de involverede borgere, så den bevarende planlægning ikke opleves som en hæmsko for den enkelte eller for samfundsudviklingen, men som et gode for både borger og samfundet.