Vær med når Danmarks første Bedre Byggeskik museum åbner i arkitekt Marius Pedersen perle af et hus på Bakkekammen 45 i Holbæk. Det sker 13. september 2009.
På Bakkekammen 45 i Holbæk ligger en harmonisk bygning med et roligt facadeudtryk. Et solidt, velproportioneret hus bygget efter gode håndværksmæssige traditioner. Huset er tegnet af en af Bedre Byggeskik's toneangivende arkitekter, Marius Pedersen, som boede og arbejdede her 1929-1965. En donation fra Nordea-Fonden har gjort det muligt for Holbæk Museum at erhverve huset.
Den 26. juni 2008 kunne Holbæk Museum meddele offentligheden den glædelige nyhed at Nordea-Fondens donation på 5 millioner kr. havde muliggjort etableringen af Danmarks første museum og videnscenter for bevægelsen Bedre Byggeskik.
Bevægelsen Bedre Byggeskik (1910-1940) udbredte ideen om at bygge enkelt og fornuftigt med tydelig sammenhæng mellem indretning, materialevalg og udseende. Bygningen på Bakkekammen 45 udtrykker essensen af Bedre Byggeskik og vil danne en unik ramme for dokumentation og formidling af dansk arkitektur i første halvdel af 1900-tallet med bud også til nutidens byggeerhverv. Museum og videnscenter henvender sig til et alment museumspublikum og særlige faggrupper af bl.a. studerende, undervisere, håndværkere og andre.
Torben Klein, direktør for Nordea-fonden, som støtter aktiviteter, der fremmer gode liv i det danske samfund, ser en oplagt sammenhæng mellem bevægelsen Bedre Byggeskik og det moderne menneskes stræben efter livskvalitet:
"Bedre Byggeskik var en væsentlig og folkelig arkitekturbevægelse, som vi stadigvæk kan lære meget af. Bedre Byggeskik drejer sig nemlig ikke kun om fysisk arkitektur og indretning af boliger, men også om en række humanistiske idealer og visioner for, hvordan vi skaber rammer for gode liv. Derfor er vi glade for at kunne støtte etableringen af forsknings- og formidlingscenteret."
Se mere på www.holbmus.dk